Viagra

undskyld, ting

torsdag, oktober 10, 2013 6 0

Jeg er ret meget sådan en, der tillægger døde ting sjæl. Eller får dårlig samvittighed over for materielle ting, som jeg føler, jeg svigter.

Jeg siger gerne – eller har efterhånden lært mest at tænke det – undskyld til et bord eller en stol, hvis jeg hamrer foden ind i det og kommer til at sige noget grimt til/om det.

Jeg har det bedst med at træde på alle trappetrin, så ingen føler sig overset. Ellers er jeg ikke specielt neurotisk med sådan noget tjekke-låst-dør-eller-tjekke-komfuret eller sådan noget. I øvrigt er folk virkelig nogle røvhuller, hvis jeg siger det højt. Det der med trappetrinnene (okay, der er åbenbart valgfrit dobbelt-n i det ord – nu kom jeg helt i dilemma, for var det nu synd at vælge den ene…ej okay, nu er det løgn…eller er det…). For så hopper dem, der er rigtig lede op og træder en ekstra gang på et trin midt i det hele. Og så er jeg nødt til at hoppe rundt der og udjævne det.

Jeg har det dårligt med at sælge eller give ting væk, som jeg har tillagt en personlighed. Og eftersom vores stue bugner af ting med navne som Otto, Ivan, Verner og Erna, lejligheden selv hedder Proletaren, og blandt cyklerne findes både Mågen og Kommunisten, så er det faktisk en jævn stor udfordring. Det betyder blandt andet, at jeg har svært ved at tage en beslutning omkring kæmpeuglepuden Otto, som man ligger sygt godt opad, og som engang har været med på photoshoot, og som kigger bedende på én, når man pakker ham ned i en flyttekasse. Men han passer bare ikke så godt ind i en stue mere. Jeg kan næsten ikke skrive det. Jeg overvejer den gode gamle klassiske bondegårdsferieløsning. Måske hos en niece. Men jeg får det virkelig dårligt. Og vil også savne ham.

Det samme med min cykel, som nogen nu gerne vil købe. Men jeg har allerede haft det dårligt over al den tid, den har stået ude i regnen og blevet proppet med folks tomme papkrus og Mac-rester og set sig selv blive afløst af en nyere model. Arhmen, det er jo en børnefilm waiting to happen.

For slet ikke at snakke om at flytte fra lejligheden. Som har tjent os godt. Og har så meget personlighed. Og sige negative ting om ikke at have varme, ikke at have vask, at være utæt og om at have gasovn. Jeg tager det hele tilbage. Og hver gang nogen spørger, om vi ikke flytter tilbage, når det nu er en genhusning, så får jeg instant dårlig samvittighed.

Fun fact: En af mine rigtig gode veninder fandt jeg sammen med eller fællesskab med, eller hvad fanden man nu siger, fordi vi havde de her neurotiske tanker, som slet ikke rigtigt var neuroser, men mere noget med, at det var synd for ting. For hende handlede det om at spise alle ærterne, så de sidste kunne komme ned til de andre. Jeg tænker, det var et godt forældretrick.

IMG_3893

6 Comments
  • Carportognoia
    oktober 10, 2013

    Oooh, du blogger igen, ser jeg nu! Hvilken herlig fryd! Serjøst.

    • Louise
      oktober 10, 2013

      Tak, meget tak. Yes og denne gang mere mig, mere sjøst (eller måske mindre). Jeg følger også slavisk med på noia og nattesøvn i Danish 4 Beets.

  • Jens
    oktober 11, 2013

    Jeg forstod i første omgang Mac-rester som, ja, Mac-rester, og så for mig en cykelkurv fyldt med gamle iPods og iPhones… Stakkels lille elektronikaffaldscykel… Se dét ville være en god børnefilm!

    • Louise
      oktober 11, 2013

      Ha ha, ja, det kunne være fedt…

  • Tina Kjærulf
    oktober 11, 2013

    Heeey hvor er det dejligt at læse, at jeg ikke er helt alene i verden… Var ved at blive lidt bekymret over min trang til at undskylde overfor bilen, når jeg har givet den lidt for meget gas, og så bagefter stryge den kærligt over VW mærket….!
    Nøøj hvor kan jeg genkende til de ting, du skriver om f.eks. trappetrin. Det er herlig læsning, Louise – tak for det ;-)

    • Omveje
      oktober 11, 2013

      Åh, hvor rart at høre fra en fellow sjæletillægger.

Skriv et svar til Louise Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *