i ugens løb har jeg …

søndag, april 15, 2018 0

…forelsket mig i ikke mindre end fem forskellige par sneakers. Blandt andet de her fra Adidas. Et af de andre par har officielt farven havegrød.

…fået det dårligt under en løbetur i Fælledparken, inhaleret en proteinbar fra Fitness.dk i og samtidig konstateret, at mine fingre var vokset til tredobbelt størrelse – altså bogstaveligt blevet talt Anna og Lotte-tykke.

…haft lyst til at stjæle min mands løbehjul til arbejde.

…indset, at det nok ikke er alle 5+ km, der er fede på løbehjul.

…mistet alle mine favoritmarkering på Boozt og prøvet ihærdigt at bilde mig selv ind, at det bare ikke var meant to be.

…shoppet for alt for mange tusind kroner badetøj. Men nu er jeg fandeme også klar.

…været på overkonceptualiserede Pincho Nation og bestilt skøre drinks med sure bånd (yaaas) og miniretter på en app. Små retter, mærkelige drinks, corny koncept og ingen menneskelig kontakt – what’s not to like. Og Marianne-bolsjer på toilettet! Og selfie. Også.

…spist McD to gange på under 12 timer og spist æg og rejer tre gange på tre dage.

…spildt danskvand ud over gulvet på arbejdet og beskyldt min kollega for at være inkontinent (altså kun for sjoooov, iggå).

…for Gud ved hvilken gang været på Centralhjørnet. Med Uffe Elbæk og resten af Alternativet. Og den sure bartender, hvor man aldrig må bestille musik. Og i hvert fald slet ikke Daniel Bedingfield.

…grinet på den onde Disney-måde, da min mand faldt big time i en tøjbutik på min nevøs løbehjul.

…praktisk talt løbet ind i kronprinsessen på min løbetur og fandeme ikke spottet hende, før min løbemakker gjorde mig opmærksom på det. Stik dog lige en albue altså.

…spist på, hvad der åbenbart er Vesterbros nye it-sted, Mangia (som vi har talt ondt om mange gange forinden, fordi det…ja okay, så alt for smart ud). Med en baby i barnevogn på den ene side og otte granvoksne og granfulde mænd, der spillede melodier på vandkanden på den anden side. Og Sofie Lassen-Kahlke og Blachmann i baren. Altså ikke sammen. Okay, det var faktisk sidste weekend. Men jeg følte lige for at namedroppe flere kendte.

…stået i kø til et diskotek. Det er fandeme længe siden, jeg har gjort det.

…været på stadion. Sjålålålå.

…stenet over det her med at kende forskel på ting – og over, hvor mange ting der findes to ord for på engelsk, men ikke på dansk.

 

ting (service)folk skal holde op med

søndag, april 8, 2018 2

Hos cykelsmeden:

At bebrejde dig/belære dig/halvudskælde dig, fordi du ikke har hverken pumpet eller smurt din cykel siden sidst. Det er jo for fanden derfor, jeg er her nu.

Hos frisøren:

At bebrejde dig/belære dig/halvudskælde dig, fordi du ikke har brug hårkur eller fået klippet spidser. Det er jo for fanden derfor, jeg er her nu.

Hos tandlægen:

At bebrejde dig/belære dig/halvudskælde dig, fordi du ikke har brugt tandtråd. Det er jo for fanden derfor, jeg er her nu.

Hos vippe-bryn-sted:

At bebrejde dig/belære dig/halvudskælde dig, fordi du ikke har vedligeholdt og i øvrigt ikke vil købe serum til 800 kroner per dråbe. Det er jo for fanden derfor, jeg er her nu.

Hos negletekniker:

At bebrejde dig/belære dig/halvudskælde dig, fordi du har hevet shellac’en af selv. Det er jo for fanden derfor, jeg er her nu.

Hos kosmetolog:

At bebrejde dig/belære dig/halvudskælde dig, fordi din hud er tør, og du ikke har brugt diverse cremer. Det er jo for fanden derfor, jeg er her nu.

Hos fys:

At bebrejde dig/belære dig/halvudskælde dig, fordi du ikke rigtig har fået lavet de der øvelser eller skrevet ned, hvornår det gjorde ondt. Det er jo for fanden derfor, jeg er her nu.

tre ting jeg har tænkt på

torsdag, april 5, 2018 2

Det bliver sværere og sværere med aprilsnar i dagens nyhedsstrøm. Seriøst, det er ligesom med House of Cards og Homeland, man kan faktisk ikke afkode, om det er virkelighed.

Hvor svært det egentlig er at finde ud af, præcist hvilket mellemrum ting mellem tænderne sidder i. Altså man kan godt mærke det med tungen, men rent faktisk at omsætte det til fingrene, eller endnu værre i et spejl, er umuligt.

Hvorfor kan ketchup holde sig for evigt efter åbning, når pastasauce ikke kan? Jeg mangler en pastasauce, der kan holde sig for evigt.

fire gange i dag jeg var virkelig vesterbrosk

onsdag, april 4, 2018 0

Da jeg absolut måtte have en kaffe med fra favoritspottet i morges, fordi jeg jo faktisk ikke vidste, hvordan kaffe på dagens arbejdsplads var, og derfor cyklede med den kilet ned i en forvokset æggebakke i cykelkurven.

Da jeg sad på WeDoFood på Halmtorvet og kiggede ud på forbipasserende, mens jeg spiste for omkring 100 kroner grøn salat og vand med brus. Helt ærligt. Salat og vand. Hundrede kroner. 80’erne ville føre døde af grin.

Da jeg sad på WeDoFood og spottede en lokal hjemløs og hans hund og helt begejstret råbte “Det er jo Snude!”

Da jeg sad på en træbænk i solen på Islands Brygge hos min(!) cykelhandler og drak en perfekt tempereret latte (“den skal faktisk slet ikke være så varm …nærmere som en dessert”), mens cykelhandleren olierede, strammede og generelt bare fiksede min håndbyggede håndbremseløse hipstercykel.

triviatirsdag: love for nul

tirsdag, januar 30, 2018 2

Når vi nu er i en national tennisfeber:

Hvorfor siger man “love” om nul point i tennis?

Der er to overordnede teorier, hvor den første er mest vedholdende, men samtidig sjovt nok den, som kloge mennesker finder mindst plausibel:

  1. Første forklaring går ud på, at det engelske sprog har voldtaget det franske ord for æg, œuf, og i bestemt form l’œuf. Æg kender vi jo fra at “få æg” (altså tabe med nul point), og samtidig ligner et nul jo …et æg. Det er dog værd at bemærke, at franskmændene ikke selv bruger ægget som sportsudtryk men holder sig til nullet.
  2. Den anden teori går ud på, at det simpelthen handler om, ja, love. At man spiller for kærligheden (til spillet), og at så længe man er på nul point, er det det, det handler om, og ikke point eller penge. En lille parallelteori til denne er, at det kommer fra det hollandske “lof”, der betyder ære, og at man altså ikke spiller for at vinde.

 

er ret vild med …

mandag, januar 29, 2018 1

… at min +50-årige mandlige underbo den anden dag gav den fuld gas til “Sleeping Child” med Michael Learns to Rock.

… at ham der Fætr-“stjernen” forklarer grunden til, at han gik med til at snydesynge med, at han jo var en ung knægt på 18 med store drømme, der ikke vidste bedre. Og nu er han 19.

… at jeg tror, jeg har knækket jeanskoden. Indtil videre i hvert fald. Den hedder H&M+skrædder.

… Book of Mormons, som jeg så i lørdags på Det Ny Teater. Tøvede egentlig lidt, fordi jeg synes, jeg havde brændt en formue af denne måned, og fordi jeg var lidt fed up med Silas Holst. Men det er den sjoveste forestilling og også en af de mest velproducerede, velskrevne og velkoreograferede, jeg nogensinde har set. Sjovt. Sjovt. Sjovt. Også at se på alle de midaldrende par, der sletterikke var med på den, og som ikke kunne komme hurtigt nok ud.

… at jeg har fundet ud af, at Brugsen sælger Meyers snegle.

betragtninger fra sygelejet

fredag, januar 26, 2018 4

Har set virkelig meget Say Yes to the Dress og undrer mig over, at ALLE skal have klemmer i ryggen på deres kjoler? Da jeg prøvede brudekjoler, var der altså – uden overdrivelse – ikke en eneste af dem, der kunne lukkes. Én ekspedient sagde endda de berømte ord: Jeg har en, men jeg ved simpelthen ikke, om du kan komme i den. Og jeg er en str. 38. Og Say Yes to the Dress er USA. Jeg håber fandeme, alle de kjoler er str. 44.

Elsker Bourne. Men har konstateret, at det bare er en virkelig gammel film. Hvilket giver mening, eftersom jeg så den med tysk dubbing, da jeg arbejdede i Berlin umiddelbart efter gymnasiet. Men det var mest, da underteksterne brugte Neapel frem for Napoli, at jeg kom i tanke om, at den er virkelig gammel.

Apropos undertekster. Brudeterne. Brudeterne? Hvem fanden er det, der tekster Say Yes to the Dress.

Whigfield til Melodunten. Jamen ja. Helt sikkert. Lad os høre noget mere om det.

historien om at bruge en time på at komme hjem fra arbejde

torsdag, januar 25, 2018 0

Okay, så jeg tænkte, jeg godt kunne løbe en lang tur i går uden problemer. Det kunne jeg også godt. Problemerne kom så bare i dag. Eller rettere i nat. Hvor jeg lige præcis kunne have knæet i enten 90 grader eller 180 grader, men intet derimellem, hvis jeg eller skulle have intentioner om at sove uden jagende smerter. Og hvor jeg både overvejede, om jeg skulle have en hofteoperation og en ny akillessene. Eller bare opgive at være aktiv og gå over til noget alderssvarende pileflet. Nu havde jeg jo alligevel også lige fået kommentaren på arbejde til et ungdomsbillede om, at det var sjovt, jeg så ung ud, for i dag så jeg jo ganske tidssvarende ud. Oh well.

I dag blev så noget med en dag med et stift ben. På den der ynkelige måde. Med elevator op. OG ned. Og haltende rundt på gangene. Hvor man ligner en af dem der, der lige har et par krykker liggende derhjemme og finder dem frem ved enhver mulig lejlighed. Sammen med deres grønne velcrofingerskinne. De er i øvrigt i familie med dem, der altid lige finder sådan en gammel slidt bandage frem, når de finder anledning til at selvdiagnosticere noget seneskedehindebetændelse. Eller musearm. Sådan var jeg. Ynkelig. Og med et knæ, der låser og gøre herrenas i alle positioner mellem 1 og 179 grader.

Så jeg aflyste fodbold. Men tænkte alligevel, at jeg da godt lige kunne cykle hjem. Come on. Okay. Jeg kom cirka én kilometer. I seniorfart. Blev overhalet af børn, Christianiacykler og rasende typer. Alt imens jeg småpeb og forsøgte at cykle med et ben, hvor man ligesom trækker pedalen op med oversiden af den ene fod.

Konstaterede, at det ikke gik. Hop af og trak og besluttede mig for at finde en station. Tog selvfølgelig den beslutning midtimellem to stationer. Gik nogle hundrede meter. Det gik da sådan set meget godt. Tænkte jeg så. Jeg kan sgu da godt cykle, come on. Tænkte jeg så. Begyndte at cykle. Nogle hundrede meter. Måtte simpelthen plain opgive. Nu endnu længere væk fra begge stationer.

Måtte virkelig håbløst og ynkeligt vende om og trække cyklen tilbage til nærmeste station. Hvor jeg så ikke kunne lokalisere en elevator. Hvorfor fanden er det i øvrigt så skidesvært at finde en elevator på stationer? Jeg får maks. pres over projekt cykel-i-elevator. Så jeg måtte hive håndbremsefri og meget køreglad ny cykel ned ad ramperne på tre trapper. Det er jo heldigvis slet ikke et problem med knæ, som ikke kan gå på trapper. Og hvorfor sidder de der kiler i den forkerte side? Jeg trækker sgu da min cykel på min højre side. Altid. Gør alle ikke det (okay, jeg ved godt, at ingen er nået så langt i den her komplet ligegyldige beretning)?

Endelig nede ved tog. Som så er perron for fucking intercitytog. Og ikke s-tog. Og stadig ingen elevator. Halvvejs oppe af trapperne kom så Øresundstog. Ned igen med cykel slæbende ned ad trappetrin. Undskyld, konduktør. Undskyld. Undskyld. UNDSKYLD. Stopper det her svenskertog på Hovedbanen? Godt så. Og cykelindgang i den anden ende. Super.

Yes, endelig på Hovedbanen. Og elevator. Sådan. Ind i den. Som så fandeme kun går en vej, og det er ned. Under jorden. Arhmen for fanden. Tilbage igen. Ned i den anden ende, ind under trappen og ny elevator. Op med den. Og over i ny elevator. Ned med den.

Oh well. 60 minutter. 5,2 km. Hurra. Lidt som at læse den her beretning.

hvad udsalg får mig til at gøre

fredag, januar 19, 2018 2

  • tjekke tre gange om dagen, om et par sorte fløjlsbukser, jeg pludselig ikke kan leve uden, mon er kommet tilbage i M.
  • tjekke tre gange om dagen, om en lædernederdel, som jeg pludselig ikke kan leve uden, mon er kommet tilbage i M.
  • købe lædernederdelen, da den er tilbage i M, modtager, prøver, konstaterer et hul, reklamerer …meeeen overvejer simpelthen at beholde inklusive hul, eftersom det jo altså var den ene medium, der var (idiotisk)!
  • købe et par sneakers, jeg allerede har …bare i en ny farve … og så lige et nummer for stort … men det var jo udsalg.
  • købe et elektrisk blåt sæt med peplumskjorte, velvidende at jeg ser fire gange så tyk ud i peplum.
  • købe elektrisk blåt sæt i 98% viscose … til 2400 kroner (og hvad sker der egentlig for det?!).
  • overveje, om man kan få en skrædder til at sy peplumskjorte om trods den kæmpestore syning på tværs, der umuligt kan omgøres…og igen trods det faktum, at det er 98% viskose til 1200 kroner.

 

når jeg bliver konge #15

torsdag, januar 18, 2018 0

skal vi have en snak om, hvem vi må kalde legender.

fokuserer vi al kunstig intelligens på at lave skidegode personlige playlister … så vi kan få perfekte playlister uden selv at gøre noget.

fortsætter Årgang 0 for evigt. Om de vil det eller ej.

starter alles morgenmad lige med en video med T-Rex, så vi alle lige bliver lidt gladere.

laver vi lige nogle regler, der sikrer os mod #FlotteFyr2019 og #HoneyBooBoo2032.

stopper vi med at trykke Che Guevara på noget som helst tøj.