man ved det har været en god bytur når …

søndag, november 19, 2017 0

… man har sneget sig ind til et firmaevent og bildt folk ind, at man sidder i New York-afdelingen.

… man senere bliver smidt ud for at spise af firmaeventets risalamande.

… man er kommet til at drikke så mange kander, at man har glemt at spise, så tjeneren kommer og siger, at der er en ny reservation til bordet, mens man er midt i sin burger.

… man synes, det er evigt sjovt at parkere sin cykel på oppe på et bord-bænke-sæt, fordi der står, at cykler ikke må stilles op ad væggen.

… man kommer kl. 17 og går kl. 4 og får to pølsehorn til aftensmad.

… man allernådigst får lov at sidde ved de resterende pladser ved et bord – så længe de to ved bordet kan komme ud og passe deres spilleautomater.

… man bestiller alting i sæt.

… man er blevet rørende enige om, hvem der skal spille én i en film om en selv, og det er Charlize Theron, Nicole Kidman, Emma Watson og Emma Stone, der er på banen.

… man får lov at bestemme, hvilket Happn-match ens veninde skal på date med.

… man kommer hjem med Samatha Fox som sin baggrundsskærm.

otte tanker om halloween

tirsdag, oktober 31, 2017 1

  1. Jeg har ikke noget som helst imod, at vi tager Halloween til os. Men…
  2. Jeg magter ikke raslesituationen. Altså som i: Jeg magter slet ikke det der face to face-møde med en flok (fremmede) børn. Overhovedet.
  3. Det er alt for akavet. Mig i døren med små børn. Eller endnu værre: Halvstore børn.
  4. Det er faktisk lidt som at have en oppe i lejligheden, som skal købe noget af en. Bare hundrede gange mere akavet. Fordi det er børn. Og de fatter ikke sociale situationer. Og jeg fatter ikke sociale situationer med børn.
  5. Der er også alt for mange ting at forholde sig til. Hvor meget må de få? Hvad må de få? Skal man (partout) rose deres udklædning? Hvor lang tid tager den slags?
  6. Det er også lige gået op for mig, at jeg altid er alene hjemme den her dag. Altid. Så man aldrig kan sætte andre til at klare den der børnekonfrontation.
  7. Problemet er også på Vesterbro, at man sgu aldrig rigtig ved, om det er Halloween-udklædte på trick or treat eller andre spændende eksistenser…på deres helt særlige trick or treat.
  8. Nå, men jeg slukker lyset og sætter tv’et på lydløs (det er det alligevel halvdelen af tiden, mens jeg ser Stranger Things) og lader som om, jeg ikke findes. Hej hej.

    pic: pinterest

 

triviatirsdag: binde nogen noget på ærmet

tirsdag, oktober 10, 2017 2

Hvorfor hedder det at binde nogen noget på ærmet?

I dag betyder det at lyve, men tidligere betød det blot at minde nogen om noget. Det kommer fra tysk, faktisk fra Luthers tyske bibeloversættelse – “binde et erindringsmærke på ærmet om din venstre underarm”. Det er en oversættelse fra Femte Mosebog om De Ti Bud: “Disse bud skal du binde som et tegn om din hånd, de skal være som et erindringsmærke på din pande.”

Derfor binder jødiske mænd under bønnen læderremme om underarmen, hånden og panden. I remmene er der fastgjort strimler med bibelskriftsteder.

ting jeg nok lige skal holde op med

mandag, oktober 9, 2017 2

At beslutte, at det er en god idé at gå ned og købe ekstra vodka kl. 2.30 lørdag nat.

At købe mere, der kræver gulv-, hylde- eller vindueskarmplads. Bare lige de næste to måneder. Ikke mindst efter, at ham på billedet flyttede ind i weekenden.

At tænke, det går fint bare lige at se et enkelt afsnit mere, når jeg så overhovedet ikke kan komme op om morgenen.

At tage alt for stramme bukser på om morgen og tænke, at de sikkert giver sig, og det går fint.

At tro, jeg kan nå at gå i bad, vælge tøj, lægge make-up og transportere mig til et mødested på et kvarter.

At sige “modtaget”.

 

jeg var til rolling stones og …

torsdag, oktober 5, 2017 0

…jeg er sgu bange for, at Keith Richards bedre kan pull off et hårbånd, end jeg kan.

…jeg er i tvivl om, om trommeslageren Charlie Watts ser ud på den måde, fordi han er ved at tabe et gebis.

…jeg er også i tvivl om, om Charlie Watts i virkeligheden hellere ville have spillet med Victor Borge.

…jeg er på røven over, hvor seje de (stadig) er.

…jeg fatter ikke, hvordan Mick Jagger kan være et halvt år ældre end min mor.

…jeg fatter ikke, hvordan man kan være 76 og levet et sindssygt hårdt liv og stadig holde til det der, når jeg bliver forpustet af at cykle på arbejde.

…jeg kommer i tanke om, hvor meget jeg hader at være til koncert med gamle mennesker, som er så aggressive og har dårlig koncert stil, når man skal frem og tilbage til fx toilettet.

…jeg spekulerer på, hvorfor Satisfaction egentlig blev det største hit.

…jeg får lyst til at være groupie og bare rejse med dem Europa tyndt.

…jeg ærgrer mig over, at vi er så pæne og polerede og priviligeret i ungdommen i dag, og jeg får lyst til at være en del af noget eller nogen, der gør noget, flytter ved noget, prøver noget af – og ikke bare som Youtube-stjerner eller iværksættere.

…jeg tænker på, hvad fanden vi går ind og hører på den der overdedikerede måde, når vi er 60-65?

…jeg er vild med, hvor meget en af (de ekstra) bandmedlemmer(ne) Chuck Leavell ligner Kenny Rogers.

ting folk skal holde op med

mandag, oktober 2, 2017 0

… at sige ende op. Det er dumt. Og det lyder irriterende.

… at sige tak for dansen, når man er ved at gå ind i nogen og så går til venstre og så til højre. Åh’ det’ sjauw.

… at sige hasselbagte kartofler. Medmindre de er frigging bagt af the Hoff himself.

… at afslutte ens sætninger.

… at putte ekstra meget Labello i mundvigene, som sidder og glinser hele dagen.

… at påstå, at nødder er slik. Eller chips.

… at købe danskvand med hyldeblomst (for så længe det producers, er der så meget større chance for, at jeg kommer til at tage en af dem, og det er faktisk på ingen måde sikkert, at jeg overlever).

 

to ting hvor jeg manglede google som barn

lørdag, september 30, 2017 0

Jeg kan ret tydeligt huske, at der var to ord, da jeg var omkring 11 år, som jeg gerne ville vide, hvad gik ud på. Men jeg turde ikke rigtig spørge, fordi jeg havde en fornemmelse af, at det godt kunne være noget frækt.

Der kunne jeg godt have brugt Google.

Det var:

Undercut

&

Det hvide snit

 

Oh well, når man tænker over det, kunne det jo egentlig meget vel være frækt.

jeg, en sneakersidiot

torsdag, september 28, 2017 4

Jeg købte lyserøde Gazelle. Jeg brugte dem. Efter tre gange er de grå og grimme og med stride ruskindsbørster.

Jeg købte grønne Gazelle. Efter et halvt år ligner de noget, der hører til i en håndboldhal.

Jeg købte svindedyre mintfarvede Acne. Jeg fik at vide, jeg skulle tage gummistøvler på til teamworkdag. Men ha, jeg kendte da godt location, og en smule regnvådt græs skulle ikke hindre mig i at at være tjekket. Men det skulle til gengæld ti cm mudder og øspisregn. Jeg har nu skjoldede, udtrådte, mudder-i-syninger befængte (stadig svindyre) Acne.

Jeg købte hvide Tiger of Sweden. Jeg manglede virkelig et par hvide. Det er de ikke længere. De er fire måneder gamle, udtrådte og fyldt med slidmærker og pletter.

Jeg købte nye Arkk Cophagen. Igen i hvide. For jeg manglede virkelig. Jeg jokede på arbejde med, at de kun ville holde to dage. Efter to dage var de med i hundeparken, og en hund gik henover dem firs tusind gange. Jeg skyndte mig hjem og kunne ikke finde sneakersrens. Jeg brugte en grydesvamp. Nu er de mintgrønne af grydesvampen.

Jeg, en sneakersidiot.

ting jeg har tænkt over på det sidste

mandag, september 25, 2017 0

At det var virkelig underligt at møde en dværg på cykelstien. *Indsæt alle forbehold for fornærmelse*. Det har jeg bare aldrig nogensinde set før. Men heller ikke tænkt på, at jeg ikke havde set.

At det er sjovt, at jeg som tyveårig, nylig hjemmefraflyttet kollegianer, synes, det var ret vildt det der med sådan at komme hjem fra studie og være fuld på en helt almindelig hverdag og bare falde i søvn, uden der overhovedet var mørkt. Og nu, 13 år efter, synes jeg, det er ret vildt (men lidt for normalt) at være lidt småfuld på en hverdagsaften og skulle op på alvorligt voksenjob dagen efter.

At ejendomsmæglere har besluttet sig for at kalde Nørrebro ved Sankt Hans Torv for Københavns Marais-kvarter. Slap lige af, ikke.

At det er omtrent lige så dumt, som at der var nogen der foreslog at kalde mit hjemstavnsområde for Cold Provence som en pendant til Cold Hawaii. For helved’. Stop nu.

 

nå, men superfed røvflasherdag

søndag, september 24, 2017 0

Nå, men det er jo altid meget hyggeligt det der med at være på arbejde en hel lang fredag i jeans og ned-i-bukserne-trøje, og når man så kommer hjem, og ens veninde kommer, og man åbner en flaske vin, siger hun: Hey, du har hul i dine bukser. Sådan lige på røven. Nærmere bestemt lige der, hvor trussen ikke sidder, men stadig på det, man absolut vil specificere som røv. Super.

Nå, men ingen problem. Jeg har heldigvis et par fuldstændig magen til. Bare uden hul. Dem tager jeg på. Så kan vi drikke mere vin. Og gå ud i byen og drikke øl og rafle også.

Nå, men så er det jo også altid fedt at sidde i byen og rafle og drikke øl og pludselig registrere, at dine bukser er revnet big time i skridtet, og der egentlig bare vælter kød ud.

Nå, men … godnat.