jeg ser på jer og tænker på, hvor I hører til. Ikke hos mig. Og så alligevel. For I er jo en del af den, jeg blev. Men det er okay. Jeg er ikke forvirret. Det er som om, jeg altid har vidst det. Hvem, der hørte til hvor. Alligevel overraskede det mig senere. Hvad det var, I ville. For dengang, i nogle tanker som var dengang, var vi jo mere ens. Selvom vi ikke var gjort af samme stof. Ikke, fordi jeg var speciel, som i en jeg-fortælling i et senere damebladssucces-interview, hvor jeg altid havde vidst, jeg var noget andet. For det var vi vel alle sammen. Vil vi sige. Det er vi vel inde i vores eget hoved. Men jeg blev med tiden, trods alt, bevidst om vores forskellighed. En smart ny klip. Tøsetur med de bedste. Japansk have. Pølsehorn. Husk svømmetøj torsdag. Men jeg ved stadig ikke helt hvorfor. Om det er ambition. Kultur. Arv. Jeg tror heller ikke, du ved det. Men her er vi. Rundt om bordet. Med farverige drinks, købekoner, aborter, åbenbaringer og uendeligt til fælles. Andet end flere skjolder på overfladen. Lige så forskellige, som vi dengang var ens. For det var vi jo aldrig. Og vi skåler på bunden af markjord, transformatorstationer, skolebusser og nøddeskåle til dessert.

her finder du lyden af tid, lyden af haiku, lyden af fodspor og lyden af trin.