Der er nogle steder, jeg kan befinde mig, hvor jeg får en helt speciel følelse. En slags naiv følelse af frihed og uafhængighed. Det helt basale udfrielses-Kerouac-moment. Ikke forceret af situation eller begivenhed som sådan, mere af omstændigheder lige nu og her, kunne man måske sige.

Det gælder blandt andet

når jeg sidder i en bil, gerne en småskramlet én, med bare fødder ud af vinduet, sol mod vinduet, prole-syngmedmusik i højttalerne og en endeløs vej pakket ind i ingenting og uforandring

når jeg sidder i stævnen af en båd, hvor man på forunderlig forsimplet vis mere eller mindre har tilbagelagt alt menneskeskabt bag sig og bare er nærmest flyvende eller flydende, om man vil, med bare vand omkring sig og så alligevel afbrudt af båden, der skubber sig frem gennem vand, der på alle måder ser mere gribeligt ud, end det er

når jeg cykler over broerne gennem de tætte gade, gerne regnvåde, og forestiller mig, det er en LongJohn – Buster-style – komplet ubekymret, helst en smule overrislet, slingrende, smilende.