• 

…som i: Efter mange mange måneder, som jo er fuldstændig umulige at sammenfatte i en sammenkogt ret af sygehus, baby, søvn og sløje bryster, nåede jeg lige at hejse et lillebitte flag og helt forsigtigt pippe “hej, jeg er her… igen… måske”, og BANG! så kom, ikke Corona, men viagra. Ja, nogen har simpelthen drysset viagra og piller og andre lækkerier ud over min kode og samtlige otte års indlæg. 

Det var sgu næsten mere, end jeg kunne overskue. Når man knap kan overskue at klippe negle (adr, det kan jeg altså godt), så er lige knap tusind indlæg, der skal gennemtrawles for inficerede link, et fuldstændig hjernedødt projekt. Jeg var lige ved at hive stikket og fortælle mig selv, at al den sparsomme fritid, der findes med en baby, jo alligevel ikke skal bruges foran en skærm. Men altså, for fa’n. Hvor skal jeg så fortælle, hvad jeg gerne vil, når jeg bliver konge? Eller hvad jeg har googlet for nylig?

Heldigvis har jeg en it-savy svoger, som nu – endelig – har kureret mit lille blogbarn. Jeg har sendt ham en kæmpestor bajer som tak, og så manglede det da også bare, at jeg brugte bloggen til noget.

Så her er jeg. Igen igen. Tror jeg nok. Nok ikke med samme frekvens som før. Men jeg findes vist nok.

(Det er fuldstændig umuligt bare at tænke på at sammenfatte det sidste års tid – der er självklart blogindlæg nok i at være gravid, i at føde (også når det ikke helt går som ventet) og i at få et barn til tre særskilte blogs. Så jeg tror bare, vi starter her. Og så kommer der måske lidt bagudskuende tanker henad vejen. Hvis jeg overhovedet kan tænke mere).