“Den dag, hvor det her skete, vidste jeg bare uden tvivl i mit hjerte, hvad jeg skulle lave fremover.”

“Jamen, jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle lave noget med ord/træ/drømmetydning/filtdukker/et suppekøkken – det har jeg bare altid vidst inden i.”

“Da jeg var lille, blev jeg væk. Altså ikke sådan rigtig væk. Men jeg forsvandt ind i en kirke midt i Rom. Og sådan har jeg bare altid været – nysgerrig, på opdagelse, ude efter eventyr, så det kom bare ligesom naturligt.”

“Jeg har altid skrevet og skrevet på alting og i al min fritid. Når de andre var til fodbold og dans, så sad jeg og skrev hjemme på mit værelse. Jeg var nok lidt en outsider. Men jeg vidste, at jeg altid skulle skrive.”

Kender I det? Den slags udtalelser?

Der er ikke noget i vejen med udtalelserne som sådan. Altså det er jo helt sikkert rigtig godt for udtalelsernes ophavsmænd og -damer.
Men. Jeg føler virkelig, man padler rundt i en god gammeldags småtyk kød- og melbollesupper af lige præcis den slags i øjeblikket. Og med ‘i øjeblikket’ mener jeg nok en kombination af alder, sted i livet og by, jeg bor i.

Og det er jeg faktisk gået lidt kold i. Det har på en eller anden måde skabt et pres. Et pres, som nok er i meget naturlig forlængelse af hele den her snak om, hvor fokuserede vi er på at realisere os selv, udfolde vores kunnen, tænken og gøren, blive til noget og den individuelle succes.

Jeg føler mig presset af ikke at kunne sige det samme. Jeg føler, jeg ikke er helt lige så god, helt lige så berettiget til succes, når jeg ikke har det der kald. Den der passion. Som åbenbart står så lysende klart og har gjort det længe hos visse andre.

Jeg har svært ved at finde motivation og skub, når jeg flimrer rundt i at finde ud af, hvad jeg egentlig skal lave. For nej, jeg har ikke skrevet fiktion, lige siden jeg kunne holde på en pen. Nej, jeg har ikke altid tegnet og klistret og sømmet og pølset ting op i ler, som til sidst endte i en eller anden grad af praktik og/eller kunst. Nej, jeg brugte ikke alle vågne aftener i min studietid på at starte et magasin, som jeg bare brændte helt vanvittigt for (jeg drak øl). Nej, jeg syer ikke lige en kjole, når jeg mangler en i den helt rigtige shade of grey. Nej, jeg støber ikke lige en betonvase til mine uendeligt mange sukkulenter (ha!). Nej, jeg brænder ikke helt enestående meget for bæredygtighed/fitliving/arkitektur/racehunde.

For ti år siden sagde jeg ordret: “Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg gerne vil. Men nu begynder jeg at læse det her, og så kommer der jo nok en åbenbaring på et tidspunkt.”

Det gjorde der egentlig ikke. Jeg var ikke en død fisk. Men heller ikke et åbenbaret menneske. I den forstand (eller nogen anden for den sags skyld).

Men der er rigtig mange ting, jeg gerne vil. Og jeg er en slags ærgerlig over, at man på et tidspunkt, da man tog en uddannelse, var nødt til at vælge noget, som betød, at man tilsidesatte en masse andet. For ja, jeg har altid godt kunne lide at skrive. Og analysere. Og lære. Men jeg kan også godt lide at gøre gode fund, at indrette, at arbejde med dyr, at trykke på et kasseapparat, at følge med i mode og tendenser, at fotografere, at layoute, at redesigne genbrug, at rette andres fejl. Men alle de ting svømmer lidt rundt i en pøl med det andet og er altsammen noget, jeg godt kan lide. Det er ikke altsammen, jeg er lige god til eller overhovedet får dyrket.

Men samtidig gør det mig også hver eneste i dag i tvivl om, hvad der så er mit kald? Min passion? For man skal vel have et for at have det rigtig godt, virker det til.
Hvad er det for et projekt, der får mig til at sætte mig ned og arbejde dag og nat for at komme i mål, fordi jeg synes, det er så vigtigt eller spændende eller sjovt, at jeg glemmer tid og sted?

Det ved jeg ikke. Og lige nu – i den her tid af husmødre og hipstere gone iværksætter med kald og mere eller mindre succes – er det en kilde til frustration. Til at være sig selv lidt på halv tid. Til at vente. Til en slags tomhed.

Og så er det, jeg tænker. Når jeg tænker mig om. At det sikkert er det mest normale i hele verden. Og at det gælder langt de fleste. At man ikke skal have én defineret og formuleret livspassion for at være hel.
Det er bare ikke en lige så spændende historie som historien om uendelig lidenskab. Desværre er det også bare for fornuftig en indvending til, at den kan overvende selve følelsen.