1. Dengang vi brugte mønttelefonen til at ringe hjem fra rideskolen. Man vidste, at mønten faldt i på tredje dut. Så det handlede om at lægge på inden da og ringe op igen. Eller at nå at sige ”jahejdeterlouisegiderdugodthentemigjaokhejvises” på tre sekunder, hvis nogen nåede at tage telefonen inden tredje dut.
2. De gamle svirp-liftkortsholdere
pic: IG @nimby_shasta
Jeg begyndte at følge med i blogs i 2009, mens jeg skrev speciale. Før anede jeg ikke, at det var noget, der fandtes.
Jeg har fulgt ret troligt med siden, og selvom jeg selvfølgelig løbende har ryddet op i, hvem jeg følger, skiftet ud og naturligt nok også skiftet smag, så har jeg egentlig også været ret trofast og ret plain i, hvilken type jeg havde lyst til at følge.
Men jeg synes også, det fader lidt ud for mig nu. Måske er det meget naturligt. Men det er også noget andet. Og det er, at det jeg primært brugte og bruger blogs til, forsvinder mere og mere.
Klart, jeg følger nogle enkelte folk, hvor jeg godt har lyst til at følge med i deres personlige liv, og som også tager nogle gode emner op. Klart, jeg følger nogle enkelte folk, fordi jeg synes, de er sjove eller skæve. Men faktisk bruger jeg rigtig meget blogs som en slags service.
Jeg bruger blogs til at give mig et overblik: Hvilket nyt tøj er der derude? Hvad er de bedste sorte jeans? Hvordan lægger man make-up (så man ikke ligner en panda)? Hvilke gode podcasts findes? Hvordan finder man den perfekte hvide t-shirts, der ikke er gennemsigtig, men samtidig falder perfekt? Og hvordan vasker man den så? Hvilke nye brunchsteder er åbnet? Hvordan laver man den der dobbeltfletning?
Ja, og så videre. You get the picture. Meget som et magasin eller et avistilllæg.
Men det holdt op med at være cool på et tidspunkt. Så skulle alle jobs være meget personlige og være det, de i virkeligheden er en weblog, en dagbog. Og det er også fint nok i en eller anden grad og for nogle, men faktisk er en del af funktionen og charmen forsvundet, synes jeg, da stort set alle blev 80 procent her er mit liv-kanal.
Fx er jeg pisseligeglad med bloggere, der lige “checker ind” og siger hej eller undskyld for, at de ikke har skrevet (obviously).
Jeg kan sådan set godt lige små hyggelige indlæg uden den store research bag á la hverdagsglimt, 5 jeg kan lide og den slags. Jeg kan også godt lide occasional debatter. Igen som i et magasin skal det variere. Men blogs skulle pludselig være dødseriøse. Og læserne dødseriøse. Og analysere op og ned på mediet og relationen mellem afsender og modtager og skabe brede debatter i blogland. Ingen kunne nøjes med ni hvide t-shirts mere.
Well, det kan jeg. Og jeg savner dem faktisk lidt. Så jeg kan få den service, som mediet (også) er pissegodt til.
at jeg har samlet nogle af mine føljetoner som kategorier i højre side? Og der kommer flere løbende.
Ikke alle serier har været lige konsekvente, og enkelte overlapper måske lidt, men det er en god måde at kigge tilbage i gamle indlæg på, hvis man får lyst til det. Og det synes jeg, man skulle, for jeg synes egentlig, jeg var sjovere og skarpere tidligere. Ha.
Lige nu finder du:
# 4 links jeg har klikket på for nylig
Ikke så mange indlæg endnu, men her finder du lidt løst og fast om, hvad jeg har overspringshandlet med på internettet for nylig.
#brudstykker
En gammel kategori, som jeg ikke dyrker så meget mere, men måske kommer den igen. Det er lidt et miskmask, men ja, egentlig bare små brudstykker af oplevelser, med eller uden pointer, et øjebliksbillede, der fortjente at komme på skrift.
#folk
Fordi folk! Folk er fantastiske, forfærdelige, finurlige. Og pissegode blog-/anger management-emner.
#googling
Hvad har jeg googlet på det sidste.
#når jeg bliver konge
Så kommer der nye boller på suppen, og det skal være de ting, jeg oplister her.
#savner lidt
Push Pop, retning i livet, Palladium, en mæcen. Der er mange ting, man kan gå og savne.
#alt det andet
Well. Ikke rigtig en kategori, men den kommer automatisk med og hedder noget så røvsygt som “ukategoriseret”. Så nu hedder den “alt det andet” i stedet.
#triviatirsdag
Spørgsmål og svar på noget alt det, man kan gå og undre sig over i hverdagen. Fx hvorfor det hedder halvtreds, kæphøj og ædedolk.
Jeg har i øvrigt også lagt en arkiv-widget op, hvis man er mere til måneder og årstal.
Min kæreste har lige i dette øjeblik sagt til mig, om jeg har tænkt på, at vi har været sammen i noget, der ligner tre et halvt tusind dage.
…..
….
Tre et halvt tusind.
Det er eddermanme meget. Og han har stadig fire engelsk sauce stående i skabet. Trods i hvert fald femten hundrede dages brok.
Jeg ved slet ikke, om det er meningen, folk skal være sammen med hinanden i så lang tid. Eller om det bare er noget, vi gør.
Nogle gange tænker jeg, man kender hinanden for godt. Savner lidt af den høflighed og det filter, man alt har over for andre. Som man kender dårligere. For i virkeligheden sorterer det meget unødvendigt lort fra. På den måde tror jeg ikke, det er specielt godt at kende hinanden for godt.
Andre gange tænker jeg, man kender hinanden for dårligt. Når ens kæreste har fyldt cornichoner i maden. Eller ikke ved, hvad svesker i blandselvslik er. Efter tre et halvt tusind dage.
Jeg ved overhovedet ikke, hvor jeg vil hen. Jeg er også træt og i øvrigt ved at indse, at en krop over 30 er noget lort. Den suger kilo til sig som en tornado og gør ondt og vil pludselig ikke være med til at tage bukser på i et snuptag om morgenen og kan ikke en skid mere. Jeg er ved at blive min mor. Oh well. Bare lige for at indskyde noget hurtigt.
Men tilbage fra emneskift: Jeg tænker…det er lang tid. Det er vildt. Også på den helt vildt gode måde.
“Wuhu, så er vi i gang”
“Nå, så er vi vist også spillet varme…kom så i gang”
“Vil I overhovedet spille?”
“…..??”
“Tøhø, se ham den tykke securityfyr”
“Nå, hvordan går det så på arbejde?”
“Mødregruppe, siger du?!”
“NEEEEEEEEJ”
“WOOOOOOW”
“For helvede, hvad laver du?”
“Lortedommer!”
“Men er du blind?”
“Det er simpelthen utroligt!”
“Nå…”
“Hold nu kæft, hvor er her koldt…”
“Øv, jeg savner lidt, dengang vi havde en brønd som maskot….isbjørn er sgu da mega mainstream…”
“Virker han lidt stiv ham speakeren?”
“JAAAAAAA”
“LÅLÅLÅLÅLÅ”
“Sådan. Så er vi med igen.”
“Kom nuuuu!”
“FÅK, hvor er her koldt nu…”
“Kender du Arne? Kender du Arne?”
“I Farum er der varme i sæderne.”
“Har du varme i sæderne i bilen?”
“Så har vi vist også klappet nok.”
Vores naboer er belastende. Breaking news. Det er vi nok ikke de eneste, der har prøvet. At have belastende naboer. De, der bor til den ene side, knalder mest bare. Højlydt. Men det er aftagende. Forholdet er groet gammelt, you know. Nu er det mere ungen, der tuder. Før var det lidt begge dele samtidig, hvilket er klamt på mange måder i mit snerpede sind.
De, der bor til den anden side, er dem, jeg snakker om. Faktisk tror jeg, vi har haft færre problemer med dem end overboen, som kan fortælle om polititrusler, 18-timers-basarmsfester og den slags. Bevares, har da også konstateret nogle umenneskeligt lange fester, nogle sendt-fra-USA-urter i postkassen (ja, ja, postmanden havde altså puttet dem i min, iggå) og nogle ansigter grimmere end arvesynden (det siger ingen mere, men Nikolaj Lie Kaas sagde det i Ud&Se om sig selv, og jeg grinede, så nu siger jeg det også).
Men de er belastende. Fordi de får mange venner på besøg (en ad gangen, that is) til deres umchifester, og fordi – and here it is – deres dørklokke sidder fast. Ja, sidder fast. Hvis man vil høre deres samtaler, kan man stille sig nede ved dørklokken og lytte. Hvis man altså vil bruge sin værdifulde tid på det. Tror umiddelbart ikke, det er særligt intelligente samtaler.
Det betyder, at deres venner ringer på hos os (eller alle andre steder i opgangen). Kl. 5. Om natten. I en halv time. Nonstop. Fuckingnonstopsigerjeg.
Til sidste røg jeg ud på den der uglede-hår-og-pyjamas-måde-og-slut-med-den-overbærenhed-jeg-gerne-prædiker og hvæsede ind i telefonrøret: “Hvis du ringer på én gang til, så ringer jeg til politiet.”
Stilhed.
“Jamen, vil du ikke lukke mig ind?”
“NEEEEEEJ.”
Så stoppede det. Lidt.
Okay, jeg er virkelig længe om at komme frem til pointer her. Men udover bare en belastning af nattesøvn, så er der også noget andet. Det gør nemlig, at man bliver immun over for dørklokken. Fuldstændig. Hvis det ikke er et muligt pakkepost- eller pizzatidspunkt, så reagerer jeg slet ikke på buzzet fra underverdenen.
Og det er ærgerligt. Fordi der er noget, der er gået tabt i den her generation, som jeg savner lidt. Men som jeg også selv er dårlig til at praktisere. De uanmeldte besøg.
De der: Jeg kom lige forbi og ville stikke hovedet ind. Giver du en bajer/kaffe/flødebolle?
Ingen sms først. Ingen “Er du hjemme?” Bare et buzz og en fod på måtten, om man så må sige.
Den ældre generation, og i særdeleshed min far, praktiserer det voldsomt. Når vi hoster rundt i den store HiAce, vælter vi ind til hel- og halvfremmede mennesker og banker på – eller går bare ind – og byder os selv på noget.
Har altid synes, det var frygteligt pinligt. Ligesom så mange andre ting, ens forældre gør.
Men nu savner jeg det sgu. Og det har naboerne ødelagt. Altså hvis det var, at det nogensinde skulle ske. Det har de ødelagt. De har ødelagt “hvis”.
Jeg håber lidt i mit stille sind, at de ikke har fattet, at vi skal være ude om 14 dage. Gad så godt se, hvad der sker. Stort menneske. Det er mig.
Og egentlig ville jeg gerne sige noget mere om forældregeneration og uanmeldte besøg. Men som sædvanlig er der gået Roskildesyge i ordstrømmen. Så jeg stopper bare. Her.
…også set Star Wars. Som resten af blogland. Men det giver jo mega meget mening at invitere dem. Altså dem, der skal have forklaret, hvad det går ud på. I stedet for at invitere mig. Der har både i R2 og BB-8 i husholdningen. Bare fordi de har et par tusind flere følgere end mig. Det er lidt ligesom ikke at invitere Miriam til Bridget-premiere. Vent…det gjorde de heller ikke. Få jer nogle nye pr-bureauer. Allesammen.
PS. Den er god. Jeg elsker (også) K-2SO. Jeg savner den sorte R2, der var annonceret.
…fået en snotkludeboks med Star Wars af min nisse. Fulgt op af otte pakker Kleenex. Tror, min nisse er træt af, at jeg nyser og snøfter hele tiden.
…haft tømmermænd. Igen. Ja. På den der måde.
…holdt julefrokost og sunget til Daniel Bedingfield og set en rokokopude (som i øvrigt var en pakkelegsgave – any takers?) blive sparket tværs gennem to stuer og ryddet det meste af et ti-mandsbord inklusive 60.000 glas og 800 liter øl og snaps. Nårh ja, og så selvfølgelig forsøgt at rydde lortet op i min brandert og derfor trådt glasskår op i foden, konstateret, vi ikke ejer et plaster, og brugt resten af aftenen med en fødselsdagsserviet tapet om foden.
…været på altid-fabelagtig Eiffel Bar på Christianshavn. Forinden væddede jeg med min kammerat om, om bartenderne var i hvide skjorter og armelastikker (haha, arme-lastikker) eller i læderveste. Jeg holdt på det sidste. Gratis øl til mig.
…set udstillingen the Danish Chair på Designmuseum Danmark og haft lyst til at investere i klassisk dansk design (der skal nok alligevel gå en del år, før min grønne velour Gubi-stol kommer på sådan en udstilling). Indtil jeg fandt ud af, at den, jeg bedst kunne lide (denne her), gik for 80.ooo sidst. Vi ser lige på det næste måned, ikke.
…forsøgt at få dansk julemad en fredag aften i København. Ligesom 80.000 andre. Ha.
…været i rutsjebanen i Tivoli. Jeg elskerelskerelsker det. Også selvom det var lige ved at katalysere en omgang re-tømmermænd.
…været på LouLou. Som er Bo Bechs nyeste påfund, og som var en bryllupsgave. Det var god, men meget mad. Aaaalt for meget mad. Så jeg gik en lille smule i koma, da vitello tonnato viste sig at være en rockerstor tunsteak oven på kalvekæber. Vi stjal i øvrigt servietterne. På ned-i-tasken-måden. Men ikke hvis nogen spørger.
…været på Jernbanerestauranten (den lige over for Hovedbanen – med alt julepynten). Nogen havde bildt mig ind, det var et fælt turiststed. Men men men det er jo fantastisk. Med tog, røg og øl. Og haha-regler på toilettet.
Lige nu sidder jeg på Le Kaff på Halmtorvet og drikker deres ismocha (det hedder den altså hos dem). Blendet chokoladeis og kaffe, og vi kalder det kaffe og ikke is. Det er en løgn, jeg forstår. Jeg sidder i lange, sorte jeans og sort t-shirt og sorte sneakers. Og her er jo psykopatvarmt. Hvorfor er der INGEN, der fortæller mig sådan noget?
Det er altid sådan noget med:
1) Jeg kigger på yr og ud af vinduet.
2) Det ser ok ud. Folk har ikke jakker på, og jeg kan ane noget sol squeeze sig igennem hist og her.
3) Jeg går ned ad trapperne fra fjerde sal i optimistshorts og top og shades.
4) Det pisser ned og blæser en ond sidevind tre minutter efter.
eller
1) Jeg kigger på yr og ud af vinduet.
2) Det ser sådan lidt lala ud. Folk har jakker på. Der virker gråt. Ingen er ude i gården.
3) Jeg går ned ad trapperne fra fjerde sal i lange bukser, strik og jakke.
4) Alle folk er ude på caféerne (derfor er de ikke i gården) i sommerkjoler, solen hamrer ned, og alle ved det – undtagen mig.
Jeg savner den der app, hvor man tager et billede af sin påklædning hver dag, og så matcher appen den op mod vejret, og så kan man om aftenen rate, om det var for varmt eller koldt. Når man har gjort det nok gange, har man til sidst en statistik, der kan vise dig, hvilken påklædning der passer til hvilket vejr for lige dig. Det er sgu da genialt.
Sådan en “Godmorgen, Louise – i dag skal du nok overveje lange bukser, men en t-shirt og en jakke er til gengæld fint – hvad med den der nye grå, du har købt?”
(Okay, sidstnævnte er vist version 2.0 – Clueless-style, men you get the picture).
Hvem går i gang? Bare stik mig 15%, så er det jeres! Eller en ismocha. Det er også ok. Her er nemlig stadig pissevarmt.
Her er stille. I mere end én forstand. Mit liv savner. Der er stille inden i mig og derfor også her. Det her indlæg er to år gammelt.
Der går lidt tid, før hverdag og al almindelighed igen har sin berettigelse. Eller bare føles tilnærmelsesvis ok. Lige nu føles det bare…tomt.
…at ens tænder nogle gange føles som om, de er ved at falde ud – altså det buzzer sådan ekstra meget i dem? Jeg bliver sgu altid lidt bekymret.
…når den cyklist, man lige har overhalet, partout skal op foran en og over på den anden side af fodgængerfeltet ved rødt lys?
…når man virkelig hader, at noget, man har forudset, sker? Altså bare fordi det er så dødirriterende at vide, at nogen ville sige noget bestemt eller gøre et eller andet. Bliver helt arrig over at skrive det.
…når man bruger fire uger på at male en lillebitte væg, og når man så tager malertapen af, har den enten ikke siddet helt rigtigt, så man skal til at rette op, eller også sidder den fast i malingen, så man får sådan en flot bølget kant? Jeg savner svampemalingsdagene. Det var lettere. Alting var lettere i 80’erne (kan jeg jo overhovedet ikke huske, men det virkede som det rigtige at sige)
…at nogen mennesker bare gerne vil høres…af en lærer eller en chef…selvom de er 40+?
…når Katten Mia er med på dørskiltet?