studenterfest

en eller anden form for studenterfest. Det var der, hvor jeg fik at vide, man ikke måtte prøve studenterhuen på. Den sad på et glashoved. Og rundt omkring var der mest teak. Og gulvtæppe. Jeg tror, det var ret stort. Med den studenterfest. Og så gik vi ud. På vejen. Hvor der vitterligt var ingenting. Andet end de tyskerveje, som ikke er tyskerveje, men en kommunalt projekt. Og bare rigtig langt til det næste. Til det næste hus. Den næste student. Den næste fornemmelse af, hvad det var, vi lavede. Men lige da snakkede vi om drenge. Som var pæne, og ingen turde snakke med. Det blev hverken de pæne eller kloge, der løb af med dem. Det skulle man nok have vidst. Plus det der med, at de godt vidste, hvor de skulle være og bo og hvor de kom fra og hvordan det stod til. Eller det bekymrede dem ikke ret meget. Og det var et godt tegn på, at vi ikke var fra det samme. Men lige på det tidspunkt, til studenterfesten, var vi, og det var helt banalt. Og så snakkede vi om, om vi skulle vælte en ko. Fordi det tror folk jo altid, at folk fra Jylland gør. Men jeg har aldrig gjort det. Stadigvæk. Men har vist nok sagt det flere godt. Bare for det maleriske, ikke.

københavn

en dag havde du været hos din mormor i København. I virkeligheden var det vist slet ikke København, men en forstad af en art. Det var jo ikke vigtigt dengang. Du kom tilbage med tøj. Meget. Orange. Grønt. Satin. Med et bid foran på blusen. Eller bidsel, som nogle ville sige. Udskæringer og kraver. Og trompetfacon. Vi kunne alle sammen godt se, det ikke var noget at råbe hurra for. Men det var jo ligegyldigt, for det var nyt. Ude af strømmen. Modigt. Ren påfugl.
Og på den måde kunne du overleve lidt længere. Her.

 

genforening

jeg ser på jer og tænker på, hvor I hører til. Ikke hos mig. Og så alligevel. For I er jo en del af den, jeg blev. Men det er okay. Jeg er ikke forvirret. Det er som om, jeg altid har vidst det. Hvem, der hørte til hvor. Alligevel overraskede det mig senere. Hvad det var, I ville. For dengang, i nogle tanker som var dengang, var vi jo mere ens. Selvom vi ikke var gjort af samme stof. Ikke, fordi jeg var speciel, som i en jeg-fortælling i et senere damebladssucces-interview, hvor jeg altid havde vidst, jeg var noget andet. For det var vi vel alle sammen. Vil vi sige. Det er vi vel inde i vores eget hoved. Men jeg blev med tiden, trods alt, bevidst om vores forskellighed. En smart ny klip. Tøsetur med de bedste. Japansk have. Pølsehorn. Husk svømmetøj torsdag. Men jeg ved stadig ikke helt hvorfor. Om det er ambition. Kultur. Arv. Jeg tror heller ikke, du ved det. Men her er vi. Rundt om bordet. Med farverige drinks, købekoner, aborter, åbenbaringer og uendeligt til fælles. Andet end flere skjolder på overfladen. Lige så forskellige, som vi dengang var ens. For det var vi jo aldrig. Og vi skåler på bunden af markjord, transformatorstationer, skolebusser og nøddeskåle til dessert.

 

tid

det er her. Vi får også en mellemmad. Det er et godt ord. Melma. Sådan siger vi det. Jeg gør ikke. For jeg er ikke en af jer. Jeg har ikke været så længe i jorden som jer. Men vi får os en. Melma. Vi sidder ved køkkenbordet. Der er voksdug på. Og en køkkenrulle i en træholder. Der er også kaffe og øl til de voksne. Bornholmeruret sørger for, at vi stadig er i live. Slagene er lige så forudsigelige som resten af kommunen. Men de fylder mere end snakken. Den skal kun være der i stedet for almindelig tomhed. Men helst ikke med noget af betydning. Har du hørt. Ja, sådan kan det jo gå. Det er også noget skideværk. Jo. Det forblæste vandkantsdanmarks hjertelyd.

 

haiku

vi skulle skrive haiku-digte i skolen. det var nok ikke lige dig. du vidste jo allerede godt, hvilken vej dit liv skulle dreje. og at det hele var en omvej på vej dertil. som ingen forstod. kun fordi man skulle. heller ikke dine forældre. eller Pamela Anderson, som hang på væggen over din seng. men du skrev haiku-digtet. som vi skulle. det var den unge lærer. der ville reformere lokalsamfundet. landboreform version to. en lærer, der aldrig havde set så lidt mimik og hørt så megen stilhed på et forældremøde.

Dæk og røg

på Landevej

det er sigt

Didum didaj.

skrev du. det var ikke helt 5-7-4, som et haiku er. men det var ægte provinspoesi.

 

gulvtæpper

der var to gulvtæpper på ovenpå. Ikke sådan to tæpper på et gulv, men to gulvtæpper. Og de var slet ikke ens. Og heller ikke skåret til. Jeg var ikke tryg ved det. Det virkede ikke helt rigtigt. Nedenunder var et forrådskammer. Med en sær lugt. Jeg var ikke tryg ved det. Moren lignede en mand. Og faren talte kun inden for skægget. Der var også rygter. Jeg var ikke rigtig tryg ved det. Egentlig var de jo søde. Legen var der ikke noget i vejen med. Det var ikke, fordi jeg oplevede noget forkert. Men der var jo det med gulvtæpperne. Og lugten i forrådskammeraet. Det var jo ikke det samme. Og det var ikke rigtig trygt. Du var heller ikke en af dem. Men heller ikke af os.

 

gemmeleg

det var et godt sted at lege gemmeleg. der var tilpas meget rod og ting, der ikke skulle være der, men som netop skulle være der til gemmeleg. der var altid lidt tilfældigt. tilfældigheden kan være skræmmende, når man ikke er voksen. den betyder tit noget andet. noget socialt. noget med penge. eller noget med struktur i livet. men her var der tilfældigt rart. varmt på mennesker velsagtens. der var plads til at prøve at lave is ud fra etiketten på bagsiden med vanilje og vand. og så lidt mel og bagepulver til at holde det sammen. der var tilfældigt rart. blandt gamle biler, mursten, dyr, halmballer, tønder og mure, der ikke havde noget formål. andet end for os. som legede gemmeleg. tilfældigt rart. indtil den store træstub omme bag stuehuset. det var her Marias far huggede hovedet af kattekillingerne. fordi der var for mange. sådan var det jo. ikke spor tilfældigt.

 

No Comments Yet.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *