Jeg begyndte at følge med i blogs i 2009, mens jeg skrev speciale. Før anede jeg ikke, at det var noget, der fandtes.

Jeg har fulgt ret troligt med siden, og selvom jeg selvfølgelig løbende har ryddet op i, hvem jeg følger, skiftet ud og naturligt nok også skiftet smag, så har jeg egentlig også været ret trofast og ret plain i, hvilken type jeg havde lyst til at følge.

Men jeg synes også, det fader lidt ud for mig nu. Måske er det meget naturligt. Men det er også noget andet. Og det er, at det jeg primært brugte og bruger blogs til, forsvinder mere og mere.

Klart, jeg følger nogle enkelte folk, hvor jeg godt har lyst til at følge med i deres personlige liv, og som også tager nogle gode emner op. Klart, jeg følger nogle enkelte folk, fordi jeg synes, de er sjove eller skæve. Men faktisk bruger jeg rigtig meget blogs som en slags service.

Jeg bruger blogs til at give mig et overblik: Hvilket nyt tøj er der derude? Hvad er de bedste sorte jeans? Hvordan lægger man make-up (så man ikke ligner en panda)? Hvilke gode podcasts findes? Hvordan finder man den perfekte hvide t-shirts, der ikke er gennemsigtig, men samtidig falder perfekt? Og hvordan vasker man den så? Hvilke nye brunchsteder er åbnet? Hvordan laver man den der dobbeltfletning?

Ja, og så videre. You get the picture. Meget som et magasin eller et avistilllæg.

Men det holdt op med at være cool på et tidspunkt. Så skulle alle jobs være meget personlige og være det, de i virkeligheden er en weblog, en dagbog. Og det er også fint nok i en eller anden grad og for nogle, men faktisk er en del af funktionen og charmen forsvundet, synes jeg, da stort set alle blev 80 procent her er mit liv-kanal.

Fx er jeg pisseligeglad med bloggere, der lige “checker ind” og siger hej eller undskyld for, at de ikke har skrevet (obviously).

Jeg kan sådan set godt lige små hyggelige indlæg uden den store research bag á la hverdagsglimt, 5 jeg kan lide og den slags. Jeg kan også godt lide occasional debatter. Igen som i et magasin skal det variere. Men blogs skulle pludselig være dødseriøse. Og læserne dødseriøse. Og analysere op og ned på mediet og relationen mellem afsender og modtager og skabe brede debatter i blogland. Ingen kunne nøjes med ni hvide t-shirts mere.

Well, det kan jeg. Og jeg savner dem faktisk lidt. Så jeg kan få den service, som mediet (også) er pissegodt til.