…var der en hel del andre, der også var det, så med opskruet sikkerhed kom vi ind tyve minutter inde i koncerten. Super.

…havde jeg noteret mig fra Bruce S.-koncert sidste år, at Parken er temmelig varm, når den er overdækket, så jeg havde droppet jakke…og varmt tøj i det hel taget…hvilket jo var ret fedt, når man brugte tre kvarter uden for Parken.

…var det en aldeles fremragende koncert. Også selv om jeg stort set ikke kendte et eneste nummer i første halvleg.

…trak vi  nok aldersgennemsnittet en anelse ned.

…skal det absolut ikke komme nogen til skamme, for jesus, hvor var der gang i publikum. Tribuner und alles. Og lige et niveau over lålå. Endda.

…mødte jeg to, jeg kendte, og ingen af dem så ud til at kende mig.

…var der en ræddi høj mand i sandaler og med flotte dance moves.

…kom jeg inderst inde lidt til at håbe på, at David Bowies’ Heroes gik over i Moulin Rouge-versionen.

…synes jeg lidt, at Dave Gahan ligner et love child mellem Laust Sonne, Freddie Mercury og hr. Weyse fra Badehotellet.

…er en koncert altså ikke det samme, når der ikke må ryges. Så det gjorde jeg. Undskyld.

…kom jeg til at cykle igennem Distortion på Nørrebro hjem. Sjældent har man følt sig ældre, end når man sejler gennem bræk, glaskår og 13-årige efter en koncert med et band, der startede (og toppede?) i 80’erne.