Det er jo lidt sådan noget, man ikke må sige, fordi det er så smart at løfte i flok. Og det er det sgu da også. Altså jeg er jo heller ikke modstander af, at man er flere om at få noget til at lykkes eller af at uddelegere opgaver i en gruppe.

Men det der arrangerede teamwork, man altid bliver tvunget ud i til arbejdsarrangementer, hvor man skal tæske rundt til poster og løse ting i fælleskab – det duer jeg ikke rigtig til. Det gjorde jeg i øvrigt heller ikke i folkeskolen, når man sad der 4 mand lav med emnet “Belgien”, og ingen sagde noget (indtil man lavede det hele selv, fordi man var alt for stræberisk til at overlade sin faglige stolthed til andre … helt sikkert meningen med den øvelse).

Det, der sker, er:

1. Ingen tør rigtig tage teten i frygt for at virke dominerende, bestemmende eller direkte diktatorisk.
2. Derfor kommer man ingen vegne, men står og vender og drejer skattekortet, eller hvad det nu er for noget gøgl, man har fået udstukket, uden at lægge plan.
3. Folk bliver undskyldninger for sig selv: ‘Måske kan det være, at det kunne tænkes, man måske kunne gå til post 1 og så post 2, men altså jeg ved det ikke, jeg vil ikke bestemme, det er bare et forslag.’
4. Ingen vil tage ansvar for et svar på en opgave, for hvis det nu er forkert, så rammer det jo hele gruppen, og så er det jo faktisk bedre at stå og træde hinanden over tæerne, indtil tiden løber ud.
5. Man må ikke kommentere på den, der er dårlig til at føre kort, selvom vedkommende har ført en syv km i den forkerte retning, fordi nu tog de jo noget ansvar, som man ikke selv tog, og så er det jo i hvert fald mere, end man selv gjorde, og så kan man ikke tillade sig at kommentere på det.
6. Det må ikke være for ambitiøst. Man skal ikke vinde. Det er jo ikke det, det handler om. Og vi opgaver os bare at løse den der kluddermutter-knude i fællesskab, for det tager altså lang tid. Og der er også kø til det.
7. Halvdelen melder sig bare ud i forsøget på ikke at virke enten kommanderende eller sygeligt udglattende.
8. Til sidst tager nogen endelig ordet og tager en beslutning. Eventuelt fordi noget tålmodighed er løbet tør. Og nogen er ved at blive en anelse indebrændt, selvom nogen godt ved, at det ikke er det, der er meningen. Og kan høre sig selv virke skideanstrengende og kommanderende. Og melder sig så ud for ikke at blive stemplet for evigt.

Hey, er der nogen ledige pladser på Robinson?