Jeg fik en rigtig sød mail fra en læser. En rigtig læser. Meget syret oplevelse og også ret awesome oplevelse. Hun skrev, hun håbede, jeg vendte tilbage – at hun godt vidste, at det at miste sin far og så holde bryllup kort tid efter nok godt kunne slå en lidt ud af kurs på hver sin måde. Men at hun alligevel håbede, jeg fik lyst til at komme tilbage.

Og hun har ret. Det har slået mig ud af kurs. Kursen er nok endda lagt helt om. Det går ikke bare over. Og det er meget at skulle rumme både at mangle sådan helt ind til benet og så holde sit livs fest. Men det har vi gjort, og det er dejligt. Der skal også nok komme mere om det. Det lover jeg. Både det ene og andet. Hvis nogen gider høre det.

Men hun havde jo også ret i, at jeg gerne ville tilbage. Tilbage til at skrive lidt hverdagsnoter og røvere fra tid til anden. Så her er jeg. I et forsøg på det. Listerne og betragtningerne er jo ikke gået væk siden sidst, men de kan føles lidt hule, så indimellem kommer der måske også nogle lidt tungere betragtninger. Måske.

Nårh ja, og så er min veninde gået på barsel og keder sig. Så hun hepper også fra sidelinjen på bloggen. Det er da hyggeligt.

PS. Det lader til, at nogen tog det her indlæg ret bogstaveligt. No need. Det var bare observationer. Ingen bliver korsfæstes, tænkt dårligt om eller hyttet på venneskrotpladsen, hvis de siger noget dumt, eller ikke ved, hvad de skal sige. For fanden, jeg ved heller ikke, hvad man skal sige. Det er jo pointen. Vi ved ikke, hvad vi skal sige. Og sådan er det.