Nogen sagde noget om at skrive om den sidste aften i tyverne.

Det bliver den næstsidste. For den blev lukket med maner. Jeg har læst, man har de værste tømmermænd som 29-årig, fordi man fester som en i tyverne og har tømmermænd som en i trediverne. Aha.

Det blev sådan en aften. Sådan en med en øl og lidt holden tilbage, fordi jeg skulle jo også til lufthavnen og så aaarh og alligevel. Og lidt vin. Og lad os da spille noget Jeopardy. Jeg er en sucker for quiz. No doubt about it. Og jeg kan også godt lide at være den, der ved noget. Til en vis grænse. Lige i denne sammenslutning af eager young minds var the eagerness nok pænt mange andre steder. Og hver gang jeg åbnede munden, lukkede jeg en lille smule af den der lugt, man kender fra gamle menneskers huse eller genbrugsbutikker, ud. En lille fint indpakke alderdom. Hver gang jeg svarede på, hvad en eller anden dansk fabrik lavede, eller hvornår Hellig Tre Konger falder.
Og hver af de tre på hinanden følgende gange to af de eager young minds, der nok i virkeligheden havde mere eagerness fokuseret omkring, hvis øjne eller hænder hvilede hvor og ikke så meget quiz (can’t blame ’em – de er i tyverne – forskellen er, jeg altid har været fokuseret på vidensdelen), svarede “en stige” til en kategori, der hed noget a la “begynder med fald-“, ja, hver gang blev jeg lidt ældre, lidt kedeligere. Hver gang nogle råbte højere for at få trukket flokfokus i sin retning, trak jeg mig lidt væk. Hvorfor? Fordi jeg følte mig hævet over det. Nej. Fordi jeg blev pinligt berørt på andre vegne. Næh. Jeg ved ikke hvorfor. Det er noget, jeg gør. Det er hovedet, der kører. På topspeed. Og der er for meget analyse i at lade go with the flow.

Nå. En satelitgruppe blev det til. Med vino. Og videre til pub. Og lidt gemen rafling og shots. På den måde begynder det at hjælpe på det, og tyverne træder i karakter. Så følger nogle timer af snakke og indrømmelse og indsunkne øjne og pæne mennesker og er-han-mon-homo og hvor er denogden nu henne og hey, følte jeg mig lige lidt overset der og hvor-er-jeg-fucking-dårlig-til-at-tolerere-mennesker-der-bare-gerne-vil-have-opmærksomhed.

Også en længere dyb samtale om personlighedstyper, hæmninger, analyser og overvejelser. En kok fra Brøndby, der indbød til fordomme og knækkede dem igen. Nogle aftaler, der gik i vasken. Måske lidt skuffelse og så en beslutning om at hæve sig over det. Og en ny øl. Natürlich.

Hvad så? Ikke en sidste aften i tyverne uden drama. Blame-game, mener-du-det, tendens til råb, jeg-skrider-fra-det-hele og en enkelt tåre. En krammer. Og så alt godt igen. Som i de gamle dramadage. Hvor drama var mere om hemmeligheder og betroelser og svigt i kaliberen af bagsnakkeri, løftebrud og han-så-mig-heller-ikke og hvem-tror-hun-lige-hun-er og mindre om hvad-fuck-skal-vi-også-gøre-ved-at-vi-føler-os-så-unge-men-burde-reproducere-os-og-følge-nogle-normer og ej-hvordan-har-I-fået-så-billig-en-lejlighed og hvornår-skal-man-stille-sig-tilfreds-med-sit-liv-og-arbejde.

Rart.

Resten fortaber sig i dans på scener, dans med nørder, gå-væk-klamme-mand, flere betroelser og mere ærlighed. Og en, der twerker. Og en på små 60 med sin elcigaret, der kigger på.

Kebab.

Retur.

Snak. Alvorssnak. Tyveralvorssnak. Sådan er vi. Jeg har gennemskuet. Enormt meget på. Denne version af mig selv. Og han er så falsk. Og den slags.

KitKat. Cola.

Bad. Keep awake.

6.00. Ind i en bil. 21 hårnålesving. En lufthavn. En indendørsbørnelegeplads. Og så lige lukke øjnene.

Hjem. Til trediverne.