…var vi lige ved ikke at nå det. Vi sad på toppen af en bus på vej til Kathmandu og spillede besique. Vi havde taget flyselskabets puder med. Det var en god idé, for man sad ikke så godt. Og der var mange elledninger, som man skulle undgå.

Der var skred i bjergene. Og brand. Så vi flyttede os ikke rigtig.

Men vi nåede frem. Og næste morgen kørte vi til Tibet. I kortege. På grænsen blev vi målt med laser i panden og skulle svare på, hvor meget blod vi havde med ind. Og så var vi i Tibet. Fire eller fem firehjulstrækkere kørte efter hinanden på grusveje. Midt i støvskyer. Uden noget som helst så langt øjet rakte. Andet end bedeflag og månelandskab. Og af og til en mand med en trillebør i træ og frostsprængte kinder.

Japanerne fandt masker frem. Det støvede meget inde i skyerne. Chaufføren skiftede til tibetansk musik.

Et sted undervejs fandt vi sammen. De unge. Fra hele verden. Seks styk. Vi kaprede en firehjulstrækker. Smed japanerne ud. Skiftede til en kanal med international pop. Og kørte videre gennem månelandskabet. Til verdens ende.