Jeg synes, det er sådan lidt hyggeligt at stemme, faktisk. Så samles hele nabolaget – alle dem, man ikke kender – og står og kø for at give en mening til kende. Jeg står altid og kigger på folk og undres, glædes, overraskes over, hvem det er, der står kvart i ni på Gasværksvejens skole. I år var der en ældre dame, der underholdte køen hele vejen igennem. Og valgfolkene var høflige og overskudsagtige og tilbød at rive min seddel over, så jeg ikke skulle have vanterne af. Og der er slik.

Jeg synes, det er meget fællesskabsagtigt, og jeg får lyst til at invitere allesammen til noget kaffe og brunkager, så vi lige kan finde ud af, hvem vi hinanden egentlig er. Alle os på Vesterbro. Unge jyske tilflyttere, dem, der er vokset op her uden vand, men med rotter, dem, der er frivillige på Reden, dem, der er i Billed-Bladet. Bare sådan for at vide det. Og få lidt perspektiv og lidt relationer i det, man bor midt i.

Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er ikke engang sådan en, der hilser på underboen.

Jeg ved heller ikke, hvad pointen er. Men jeg har kaffe og adskillige kalenderlåger, der ikke er åbnet. Og en ny pæn trøje. Og jeg overlevede en politijagt i nat. Så hey.