Og så blev det så en af de der aftener. Hvor man genså Blinkende Lygter og i vaskeægte teenstil besluttede at nedtvinge udgaver af Grappa og Fernet, hver gang nogen ytrede “halløjsa”, skød eller hvis en replik blev kaldt forkert. Alt imens nogen derhjemme kom ud med en hemmelighed af den helt bizarre slags (ikke sådan bizar bizar, men sådan – surreel i ordets oprindelige forstand), som jeg har forsøgt at fordøje og forestille mig i alle tænkelige situationer og nu har opgivet (and sorry, not blogmaterial). På den måde er verden bare ret sjov. Når det hele lige bliver sat på spidsen. Hej ekstremer.

Nåh ja, og så fortsatte aftenen til Irish Carbombs, hvad fanden det så end er, to hunde i en bar, der ikke måtte snakkes mere med, for nu var det nok, Bono i ’84 og sluttede et sted mellem en øl, en snak om en upassende julefrokost med Hitler, Fritzl og Breivik (please, lav ikke dette til søgeord) og en, der fik tegnet Lundin i ansigtet med en brændt korkprop.

Helt sluttede den ikke, for den sidste time var en af de herlige, hvor man grinte af sig selv. Fuldstændig ekstrem selvopperen. Fordi vi snakkede som Yoda. Det gjorde vi også, da vi kom hjem og lavede toast. Og i går var det bare sjovt.

Det førte til, at nogen delte disse to videoer, som jeg ikke begriber, jeg ikke har set før. (Og kunstpause, mens jeg venter på at finde et link, fordi nogen bløder på nettet).