pic: thomas hawk via thisiscolossal.com

Jeg har en veninde. Det passer ikke. Jeg har mere end én. Jeg har en, der er perfektionistisk, en, der er splittet, en, der er ny, en, der er et godt menneske, en, der er ked af det, en, der er med i en loge, en, der er god, en, der er dårlig, og så har jeg en, der er lidt skrøbelig. Jeg har måske flere. Det kan være svært at komme i tanke om ens veninder. Og venner. Indimellem er de der slet ikke, og indimellem kan jeg ikke nå at se dem. Nå. Men jeg har en veninde, som er lidt skrøbelig. Det er en balancegang. Sådan en har der på en eller anden måde altid været. I starten skulle jeg redde den veninde. Og var overbevist om, at man kunne. Catcher in the rye and whatnot. Det brændte mig sig lidt på og måtte prioritere sig selv, som det hedder i en forsimplet udgave, og trække sig tilbage og efterlade nogen med nogle sår. Nogle gange bogstaveligt talt. Senere blev jeg kynisk. Havde man indsigt i sine egne problemer, kunne man også løse dem. Det var min filosofi. Og det skulle jeg bare overbevise venner og veninder om. Ligesom jeg skulle fortælle dem, at de skulle se at komme ud af det hul, de boede i, og se verden.

Jeg fandt med tiden ud af, at folk kan være glade i deres hul, og at man ikke skal projicere ens egne ambitioner over på andre. Og at man ikke bare kan bede folk om at redde sig selv.
Nu er man så her, tror jeg nok, hvor vi allesammen har en masse indsigt og er klar over en masse ting, er meget meta og snakker meget. Det bor stadig i os, at vi skal kunne redde os selv, og at vi sikkert bare er et produkt af her og nu og samtid, ligesom vi var, da vi var teenagere og tænkte, at det hele ikke kunne blive være. Forskellen er blot, at vi nu ved, at vi er det. Altså et produkt. Omvendt ved vi godt nu, at vi skal søge ud og søge hjælp og tale om det, og vi kan ingenting selv. Ud over at få piller for modgang. Det er en anden snak. Så hvor placerer man sig over for den skrøbelige veninde. Når man måske selv er det, men ikke ved det, for man har glemt, om man er dobbeltmeta (og mere nu, hvor det står i ord) om selv at kunne analysere eller søge hjælp ude, eller hvordan det nu er. Bekræfter man? Udfordrer man? Taler man om lysere tider (hvem ved, om de er der, når livet først har vist sin tungere side)? Fejer man det af? Stryger man forbi med en sandwich (hvis man ved, om det er den dag, at skrøbeligheden har manifesteret sig i kulhydrater, kød, sukker eller andet)? Tager man hensyn? Og pludselig en dag  så meget hensyn, at det kommer til at holde liv i skrøbeligheden – lidt som når nogen får en diagnose? Og hvornår er det? Det er måske ikke så mærkeligt, vi bliver meta, når der ingen svar er.