Jeg havde nogle enkelte fra ’91. Og så blev jeg ellers storabonnent fra 92 og…i hvert fald seks år frem. Med alt, hvad der hører til. Vi taler selvfølgelig om Wendy. Eller Penny, som det hed frem til 1995.

Et værelse, der var tapetseret i plakater. Heste i alle farver og udformninger. Med mere eller mindre 90’er-agtige typer på. Der var endda en med Patrick Swayze på. Og før jeg blev abonnement, fik jeg en plakat af en veninde, mod at hun fik lov at ride Mischa den dag. Og da jeg så blev spurgt, droppede jeg alle aftaler for egen vindings skyld og valgte Mischa. Gad vide, hvad der er blevet af hende.

Kartoteker med hesteracer. Kalendere. Rygsække. Whatnot.

Dengang var man meget optaget af, hvad der var ‘pænt’. Derfor var den nye forside og plakat også altid vigtig.

Alle de fantastiske historier: Dyrlæge på farten, den der med den blinde pige, hvor faren sælger ponyen, den med den rige pige, der bliver slave i stalden, den med brumbyen, bange for at springe, vandhestene og indianerpigen Gry.

Oh yes, og så kom Wendy med sit crush på ridelæreren, sin sure far, Jørgen Lind, der bor ude i skoven, sin snobbede kusine Julie og sin veninde Camilla. Som sned sig til koncert, købte stel med heste på og altid forsvarede westernhesten Dixie.

Vi var omkring alt fra doping og mobning til død og OL. En slags rideverdenenes 90210 i mild form. Med lidt mindre voldtægt, sekter og skud.

Pennevenner, der ledte med lys og lygte efter andre mellem 9-14, som også kunne lide Spice Girls og Connemaraer. Brevkasser, hvor man bare gerne ville vide, hvad man skulle gøre med den her pony, der altid stak af. Efterlysningerne efter Buller, som var blevet solgt på Vorupøre marked sidste år til en mand med stort skæg. Opslagstavlen med køb og salg af gamle strigler og gummiridestøvler. Og de sjove historier omme bagi med Snobby og Snuske.

Senere kom Wendy også på tv. Med helt forkerte navne, synes man.

I dét univers fik jeg brugt en god del af min barndom. Jeg husker ikke, at vi snakkede så meget om det eller delte historierne. Men det gør jeg gerne i dag, hvis jeg finder nogen, der er villige til at indrømme, at de også har brugt et halv årti på at konsumere ‘pinlige’ ponyfortællinger . For det fyldte lige så meget som dekorerede kalendere, lørdagstræf, Pistoler i Paradis, som var min første serieforelskelse, og hvor mange rosetter jeg havde.

Og så er det stadig noget af det bedste, man kan falde i søvn til hjemme hos sin forældre. Sammen med mors Blidderblade.

pic: Min veninde Stine, med hvem jeg gerne bruge en hel aften på at tale om Penny/Wendy