Jeg kom til at sove alt for længe. 12 timer faktisk. Altså ikke for længe, men i alt. Det er vist rigeligt.

Så jeg har ikke haft så meget dag. Og det meste af den har jeg brugt på et vaskeri på Istedgade. Jeg skulle vaske en dyne og farve to par jeans. Jeg vil helst være alene sådan nogle steder og stille og roligt læse mig frem til, hvordan lortet virker. For er der nogen, er der også altid nogen velmenende nogle, der skal skynde sig at fortælle dig hvordan og hvorledes. Hvilket jo er pænt af dem. Men altså jeg vil helt selv. Alene.
Denne gang var det en mindre portugisisk mafia. Der ikke kunne et ord engelsk. Jeg gætter på metroarbejdere. Men venlige og hjælpsomme var de. Meget smilende og snakkende. Og lige lidt for hurtige.

Da dynen skulle tumbles, smed jeg tyve kroner i maskinen og trykkede på diverse knapper. Deriblandt start. Lidt efter hørte jeg godt en masse mønter, men troede egentlig bare, at det var mønterne, der faldt til bunds i maskinens mave. Så også godt portugisisk mafia behændigt rage alle mønterne til sig, men fattede altså stadig ikke helt, at det var mine mønter, der  var kommet retur. Indtil jeg opdagede, at tumbleren ikke rigtig flyttede sig.

Jeg forsøgte smilende på engelsk og sige, at det vist var mine mønter. Han sagde en masse på portugisisk, hvor jeg desværre kun fangede enkelte ord. Men min egen spansk-kunnen var alligevel ikke rigtig omfattende nok til at sige “hey stjælemakker, selvom du muligvis får ussel løn og bor ad helvede til under en viadukt et sted, så er det altså ikke din tyver. Nå.”

Til sidst gik han over og begyndte at proppe penge i maskinen igen. Fint fint, tænkte jeg. Alt godt. Indtil han startede sin egen maskine. Så blev det alligevel til et par spanske gloser, et slag på de resterende mønter i lommen og en anklagende pegen på hans lomme og et lidt mere anstrengt smil.

Til sidst bevilgede han hele 8 kr. til min maskine. Det måtte jo så være sådan. En slags lærepenge i møntvaskehierarkiet,om man vil.

Da jeg gik hjem den småfugtige, men meget varme dyne i armene stod den første hjælpsomme og ikke-stjælende mand med den lille hjertetatovering fra den portugisiske mafia med rentvaskede refleksveste og kiggede på dildoer ved vinduet i Plan E. Og ham der fra Mændenes Hjem, der snakker om Watto, snakkede løs på den anden side.

Ren dyne. Og endnu en søndag på Vesterbro.

*pic: @simonlarsen på IG