Den anden dag kom jeg cyklende ned ad Østerbrogade. En lille dreng på en 6-7 år med sort hår og en kende mørkere hud end jeg selv lavede en form for rullefald ud mod cykelstien. I hænderne havde han en sort maskinpistol. Af plastic. Eller træ måske. En af dem, hvor der ikke er knapper og dingenoter på. Måske en Rudolf Steiner. Han sendte en fiktiv kugleregn af sted mod mig og de bagvedhalsende cyklister. Lagde selv lyd til. Helt uvidende om, hvad hans helt banale cykelstileg i et ærgerligt øjeblik kunne føre til.

Jeg selv? Mit hjerte røg op i halsen i et kort øjeblik. Bevares, det gjorde det også, da vi selv legede røvere og soldater for mange år siden. Det var bare af en anden grund. Desværre. Kan man sige.