Jeg har en note på mine telefon fra fredag nat ved tre-tiden. Hvor jeg var gået hjem fra Jagtstuen på Vendersgade. Selvom jeg egentlig helst ville videre på Funch’s. Men var så træt og svimmel, jeg ikke kunne magte det. Der står:

“Hvorfor gør vi det? Bliver ved med at gå i byen?”

Jeg har ingen anelse

• Vi drikker latterligt meget rosé og mange øl. Selvom vi ved, vi får det dårligt af det.
• Vi ryger latterligt mange smøger. Selvom vi ved, vi får det dårligt af det.
• Branderten er ikke vigtig. Der kommer ikke noget ud af den. Men aftenen kan ikke lade sig gøre uden.
• Vi møder ikke nye mennesker. Vi er ikke på jagt efter nogen.
• Hvis vi møder nogen, gider vi ikke snakke med dem.
• Vi bliver ikke klogere.
• Som oftest snakker vi ikke engang om noget nyt.
• Jeg har lige set alle de her mennesker for få dage siden.
• Det er et ekstremt stolthedstynget nederlag, da jeg opgiver at gå videre. Jeg har jo virkelig lyst til Vodka Red Bull. Og er sindssygt bange for at gå glip af noget. På trods af jeg ved, der ikke sker noget.
• Jeg vågner kl. 7 og kaster op.

Jeg har en anelse

• Jeg skal ikke tænke på andet end næste omgang.
• En cigaret giver lyst til øl, som giver lyst til en cigaret.
• Den ulogiske Lotto-effekt. Måske sker der noget vildt i dag. Måske har jeg det fremragende i morgen.
• Det er lidt løgn. Vi snakker. Om alt muligt. Som man kun snakker om på Jagtstuen. I røg og damp og med øl. Og bliver den slags klogere, man kun kan dér.
• Jeg kan få lov at synge med på Think Twice.
• Jeg tror, jeg er ung.
• Jeg griner.
• Det føles bare rigtigt. At være sammen med dem, man gider. Og sige noget. Eller ikke sige noget.