Dengang ens største frygt var kviksand.

Dengang ens højeste ønske (næsten) var at få lov at tømme et supermarked på tid (og jeg har virkelig ofte tænkt over, hvordan jeg ville gribe det an …)

Det der australske børne-tv med fyrtårnet og den gode kendingsmelodi.

Dengang den første vandrende ved Vesterhavet bare var en illusion af sandslotte og vandmandskastning og ikke børnepis og klamhed.

Humørurene.

24 Saltum-Rørkær-sodavand for 24 kroner. Bland selv. Flest Las Cola. Og måske en enkelt af de grønne.

Pennevensannoncer, hvor man havde idoler eller samlede på ting, eller nogen også bare lige for hyggens skyld delte en opskrift på Napoleonshatte.

Minestryger.

Snake på 3310. Men men men det er på den nye 3310!

Burgertelefonen.

At binde sine skolebøger ind.

Mix-bogen.

At lege svingfigur.

Glæden ved en båndoptager, der selv kunne vende båndet.

Stiftblyanter.

Stine, Anders og Jeanette (men har lige opdaget, det er på Bonanza. Yay).

Dengang man var mere bekymret for, om man nogensinde blev mere end en a-skål, i forhold til nu hvor man er bekymret for, om man nogensinde kan lukke sine jeans.

Chokoladekurve. Ikke nøddekurve.

Varme i badeværelsesgulvet.

OBS mellem tv-udsendelser.

Da Trump bare var en rig mand med mærkeligt hår.

…den der emoji, der viste tænder og så psyko ud med smileøjne, som nu er blevet til sådan en febrilsk grinende type efter den nye opdatering

…Lange-Jan

…mest bare at være bange for kviksand, elektrisk stød og børnelokkere.

…Klassens Time og “Land og by”, “Hangman” og hvad man nu ellers legede…

…en flyverdragt

…Mathildes letmælkskakao (den røde)

…Golden Axe og Wonder Boy

…at have en perle i snørebåndet…eller en tokrone, som jeg havde, fordi jeg skulle være særlig

…at snakke med min far. Løgn. Det savner jeg uendeligt meget.