Det her interview med Viktor Bromer tager prisen som det mest kiksede interview. Bevares, lad os kalde det en adrenalinrus fra en elitesportudøver. Eller lad os kalde det lidt det samme, som når en Paradise-deltager skal forsøge at formulere en holdning til livet.
Brydning. Nej. Reglerne er virkelig fjollede, og det ser virkelig fjollet ud. Bare nej.
BMX. Okay, I get it, hvis man skal lave tricks. Men det er da virkelig skørt at køre om kap på en alt for lille cykel. Det er som at se voksne hjule rundt på trehjulede i et væddeløb af en brandert.
Emma. Viktor. Simone. Omg, vores ol-deltagere har børnenavne. Jeg er gammel.
At ødelægge den præstation, man har kæmpet for i noget, der ligner firs år, fordi ens lille bitte diller er i vejen. Det er fandeme dumt. Og sjovt.
Hvis jeg selv skulle stille op i en ol-disciplin, frit valg, ville jeg klart vælge en, hvor medaljerne afgøres med det samme. Det er sgu for trist, at ens største fejring (måske) er, når man klarer semifinalen. For vinder man så ikke guld, så er det kun et nederlag. Og ikke sølv.
Hvis jeg havde helt frit valg, ville jeg nok vælge atletik. Højdespring eller trespring eller 100 meter eller noget. Men det ville nok være mere realistisk, at det var en ikke særlig blæret sport. Dressur formodentlig.
Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor løbere (og tennisspillere og badmintonspillere ) løber med øreringe og halskæder og alt muligt ral. Lige meget hvor meget det måtte betyde for dem, så må det da være sygt irriterende. Og i en eller anden promille øge vindmodstand, eller hvad ved jeg.
Synkronsvømning. Yes. Jeg er vild med det. Så håbløst. Så fantastisk.
Ol er et smorgasbord af lookalikes. Tag bare Mikkel Hansen vs. Chewbacca, Jannick Green vs. Peter Quinn fra Homeland, Mads Christiansen vs. Rasmus Seebach og Lasse Norman Hansen vs. Søren Poppe (ok, med lidt god vilje ikke).
