“Han er bare SÅ klar, Louise” (nå, jamen ok, kan han så ikke bare kaste sig over det alene, tænker du?)
“Han er bare så god med børn, Louise” (ja, men han er også god med sofa og søndagstv og ølstafet, bare så du ved det)
“Det er bare lige, til du får din egen” (og hvad så, hvis det ikke var – tager du så over eller hvad?)
“Jamen, hvad så når du bliver gammel?” (jamen, så er jeg jo nok fuldstændig isoleret stiknarkoman-fodrer-duer-dame-hoardertype uden kobling til samfundet eller social interaktion, kan jeg forstå)
“Du får bare nogle helt andre prioriteter. Din personlige frihed er bare ikke lige så vigtig.” (det er præcis det, jeg frygter – hvad nu hvis mit ego faktisk viste sig at være det største i verden – nogen skal det jo være?)
“Sådan havde jeg det altså også med børn – det skal nok komme” (okay…lad os sige det, men har du så noget estimat på hvornår, nu hvor du altså ved så meget, og bliver det eventuelt, inden jeg bliver 65?)
“Ja, uret tikker jo. Jeg synes bare virkelig, det er synd at give et barn gamle forældre” (nå ja…jamen, uret tikker også her, jeg skal på Blomsten og drikke øl, ses)
september 10, 2014
Og: “Her hold min baby, så får du helt sikkert lyst til at føde din egen!” not so much….
september 10, 2014
Præcis!
september 11, 2014
Som en mor siger i et irriterende Julia Roberts film (frit efter hukommelsen): At få et barn er ligesom at få en tatovering i panden. Man skal virkeligt ville det.
Det ville jeg. Og det har heldigvis vist sig, at man godt kan drikke rimeligt mange øl og tage på rimeligt meget eventyr (selvom mere altid ville være godt) med sådan en tatovering. Men altså.
Jeg plejer selv at sige (når de barnløse veninder siger som du, eller etbørnsforældrene sukker over, at de faktisk ikke har lyst til at få nummer to, men skal man ikke…?): Man skal kun få de børn, man ikke kan lade være med at få. Basta.
september 11, 2014
I hear you. Men jeg har virkelig gerne villet have en ny tatovering i mange år, men aldrig helt kunne beslutte mig for, hvad jeg ikke ville fortryde. På trods at jeg jo ikke har fortrudt den, jeg har (som jeg fik, da jeg var ung og uden alt for mange tankestrømme), men jeg ville bare nok ikke få den i dag. You know?
Det er nok den der fornemmelse “ville” og “lade være”, som er ret svær at genkende og få hold på.