Der må være en måde at skrive sig ind i hverdagen igen, uden det føles helt forkert. Måske bare ved at dumpe lige ned i den hverdag, der er. For mig. Lige nu.
Jeg har snakket en del med folk om, hvor svært det egentlig er for os at håndtere, rumme eller bare møde nogen, der sørger. Det er bare ikke noget, vi gør. Det er social akavethed. Mangel på ord. Mangel på skala. Det er for tæt på, for intimt. Hvad gør man, når man er kollega og ser hinanden hver dag, men jo ikke…kender hinanden? Krammer vi? Hvad siger vi? Hvad gør man på et fodboldhold, hvor man trods alt ser hinanden tre gange om ugen? Hvad svarer man i sms’en? Hvad siger man i køen i supermarkedet?
Noget af det sværeste i denne her periode, der er lige nu, er faktisk at rumme andres urummelighed. At skulle bløde de svære situationer op med overskud, distance og afrunding. For alles bedste. Og det er ikke nogens skyld. Sådan er det bare. I et samfund, hvor vi bare ikke rigtig gør den slags.
Og og og tak for alle jeres søde kommentarer til sidste indlæg. Og så. En vej tilbage igen.
ting, folk siger
(i en håbløs blanding af skidt, ligegyldigt, godt og tjah)
Hvordan går det?
Hvordan har du det?
Det gør mig ondt
Det er jeg virkelig ked af at høre
Er din far blevet begravet?
Jeg er ked af “det der med din far”
Det er jeg ked af. Ej, øv.
Jeg håber, du er ok
Er du tilbage på arbejde?
Er du i København?
Hvordan er det at være på arbejde?
Var det ikke en meget god ro at få?
Det var jo forventeligt
Når det nu skulle være…
Hvordan har din mor det?
Hvad så nu?
Hvad med brylluppet?
Jeg kondolerer
Og vinderen i kategorien ‘Så fuldstændig håbløs, at det faktisk er sjovt’: Jeg kontrollerer
juni 16, 2016
Meget godt skrevet/pointeret. Og jeg kondolerer også.. Er det for resten Poul Anker Bech billeder?
juni 19, 2016
Ja, det er det. På Vendsysel Kunstmuseum.
juni 19, 2016
Armenforfan. Folk altså. Jeg har lavet min egen tilsvarende liste ovre i carporten.
(I øvrigt var en to meget hyppige kommentarer, dengang min egen far ifølge lægerne skulle lige til at dø: “nå, uhada, hvor gammel er han?” og “i det mindste nåede han at møde dine børn.” Jeg havde lyst til at tæve alle, der sagde noget i den stil. Som om hans alder betød noget som helst for min sorg lige dér. Og som om jeg havde brug for at nogen lissom lige silverlinede en ubærlig situation for mig. Jeez.)
juni 19, 2016
Lige præcis. Jeg klandrer ikke folk for, at de ikke ved, hvad de skal sige, for der er ikke meget rigtigt at sige. Men der er desværre også bare meget forkert. Og tillykke med Ellinor, Mette. Hun ser meget sød og babytyk ud.
juni 19, 2016
Jamen, noget af det er godt? Hvad skal man ellers sige? Hvad ville du gerne høre?
Jeg er helt enig med dig i, at vi er berøringsangste herhjemme, men det er vist netop for ikke at træde nogle over følelserne – at vi går i den modsatte grøft. Tror jeg.
Så hvad ville være det rigtige at sige til dig? (Altså af nysgerrighed. Og hvis det også falder ind under kategorien af latterlige spørgsmål, så sig endelig det :))
juni 19, 2016
Ja, noget af det er godt. Noget er ligegyldigt. Noget er dumt. Som jeg også skriver. Jeg ved ikke, hvad man skal sige. Det er netop det, jeg konstaterer. Jeg klandrer ingen. Jeg forstår godt, at man ikke ved, hvad man skal sige, eller man siger noget, som ved nærmere eftertanke ikke er det bedste. Det ville jeg helt sikkert også selv komme til. Det er blot en konstatering af, at det er sådan. Folk må sige lige det, de har lyst til. Og jeg må jo tænke om det, lige som jeg har lyst til. Men jeg tænker ikke dårligt om folk af den grund. For jeg ved godt, det er svært. Det er bare ikke mit problem lige nu. Du ved. Og i øvrigt har laaangt de fleste været skidesøde og skiderigtige…i den grad, man nu kan.