Der findes også roadkill på Vesterbro. I hvert fald cyklede jeg i går over en død rotte på vejen. Lækkert.

Det er en virkelig dårlig idé at køre hjem før en aftale, hvor man har en time til at spise 10 mini-Rittersport og falde savlende i søvn på sofaen.

Hold kæft, hvor jeg er bare pissetræt i det hele taget.

Jeg bliver stadig fascineret af de der på-hovedet-malere på Facebook.

Det er stadig irriterende, når folk kalder noget for et “skriv”.

En konsulenttype i BT anbefaler, at man “Gør opmærksom på, at [man] er ferieramt. Måske endda med et lille flag eller en hat, så andre ved, at du ikke kan tage imod nye opgaver lige nu.” Stik mig den hat. Nu.

Det er som om alle de steder, man flytter fra, blomstrer op. Kender I det? I går kørte jeg igennem mit gamle hood på Rantzausgade, hvor der for tre år siden var én café, og en brødbiks og en bodega til nøds forsøgte at klemme sig igennem gadens tunge skygger. Nu vælter det ud med café det ene og andet, og folk sidder ude og mæsker sig i surdej og øko-øl. Hvad fanden altså.

Bliver stadig en smule arrig, når jeg cykler forbi det sted på Stefansgade, hvor min venindes kæreste og jeg skulle have haft toastbar (vi bød sgu på lortet), og der nu ligger et eller andet fesent og ligegyldigt-agtigt. Og det har ikke noget at gøre med, at jeg ikke rigtig har gidet og se, om det er noget fedt, der har åbnet. Overhovedet.