triviatirsdag: love for nul

tirsdag, januar 30, 2018 0

Når vi nu er i en national tennisfeber:

Hvorfor siger man “love” om nul point i tennis?

Der er to overordnede teorier, hvor den første er mest vedholdende, men samtidig sjovt nok den, som kloge mennesker finder mindst plausibel:

  1. Første forklaring går ud på, at det engelske sprog har voldtaget det franske ord for æg, œuf, og i bestemt form l’œuf. Æg kender vi jo fra at “få æg” (altså tabe med nul point), og samtidig ligner et nul jo …et æg. Det er dog værd at bemærke, at franskmændene ikke selv bruger ægget som sportsudtryk men holder sig til nullet.
  2. Den anden teori går ud på, at det simpelthen handler om, ja, love. At man spiller for kærligheden (til spillet), og at så længe man er på nul point, er det det, det handler om, og ikke point eller penge. En lille parallelteori til denne er, at det kommer fra det hollandske “lof”, der betyder ære, og at man altså ikke spiller for at vinde.

 

er ret vild med …

mandag, januar 29, 2018 1

… at min +50-årige mandlige underbo den anden dag gav den fuld gas til “Sleeping Child” med Michael Learns to Rock.

… at ham der Fætr-“stjernen” forklarer grunden til, at han gik med til at snydesynge med, at han jo var en ung knægt på 18 med store drømme, der ikke vidste bedre. Og nu er han 19.

… at jeg tror, jeg har knækket jeanskoden. Indtil videre i hvert fald. Den hedder H&M+skrædder.

… Book of Mormons, som jeg så i lørdags på Det Ny Teater. Tøvede egentlig lidt, fordi jeg synes, jeg havde brændt en formue af denne måned, og fordi jeg var lidt fed up med Silas Holst. Men det er den sjoveste forestilling og også en af de mest velproducerede, velskrevne og velkoreograferede, jeg nogensinde har set. Sjovt. Sjovt. Sjovt. Også at se på alle de midaldrende par, der sletterikke var med på den, og som ikke kunne komme hurtigt nok ud.

… at jeg har fundet ud af, at Brugsen sælger Meyers snegle.

betragtninger fra sygelejet

fredag, januar 26, 2018 4

Har set virkelig meget Say Yes to the Dress og undrer mig over, at ALLE skal have klemmer i ryggen på deres kjoler? Da jeg prøvede brudekjoler, var der altså – uden overdrivelse – ikke en eneste af dem, der kunne lukkes. Én ekspedient sagde endda de berømte ord: Jeg har en, men jeg ved simpelthen ikke, om du kan komme i den. Og jeg er en str. 38. Og Say Yes to the Dress er USA. Jeg håber fandeme, alle de kjoler er str. 44.

Elsker Bourne. Men har konstateret, at det bare er en virkelig gammel film. Hvilket giver mening, eftersom jeg så den med tysk dubbing, da jeg arbejdede i Berlin umiddelbart efter gymnasiet. Men det var mest, da underteksterne brugte Neapel frem for Napoli, at jeg kom i tanke om, at den er virkelig gammel.

Apropos undertekster. Brudeterne. Brudeterne? Hvem fanden er det, der tekster Say Yes to the Dress.

Whigfield til Melodunten. Jamen ja. Helt sikkert. Lad os høre noget mere om det.

historien om at bruge en time på at komme hjem fra arbejde

torsdag, januar 25, 2018 0

Okay, så jeg tænkte, jeg godt kunne løbe en lang tur i går uden problemer. Det kunne jeg også godt. Problemerne kom så bare i dag. Eller rettere i nat. Hvor jeg lige præcis kunne have knæet i enten 90 grader eller 180 grader, men intet derimellem, hvis jeg eller skulle have intentioner om at sove uden jagende smerter. Og hvor jeg både overvejede, om jeg skulle have en hofteoperation og en ny akillessene. Eller bare opgive at være aktiv og gå over til noget alderssvarende pileflet. Nu havde jeg jo alligevel også lige fået kommentaren på arbejde til et ungdomsbillede om, at det var sjovt, jeg så ung ud, for i dag så jeg jo ganske tidssvarende ud. Oh well.

I dag blev så noget med en dag med et stift ben. På den der ynkelige måde. Med elevator op. OG ned. Og haltende rundt på gangene. Hvor man ligner en af dem der, der lige har et par krykker liggende derhjemme og finder dem frem ved enhver mulig lejlighed. Sammen med deres grønne velcrofingerskinne. De er i øvrigt i familie med dem, der altid lige finder sådan en gammel slidt bandage frem, når de finder anledning til at selvdiagnosticere noget seneskedehindebetændelse. Eller musearm. Sådan var jeg. Ynkelig. Og med et knæ, der låser og gøre herrenas i alle positioner mellem 1 og 179 grader.

Så jeg aflyste fodbold. Men tænkte alligevel, at jeg da godt lige kunne cykle hjem. Come on. Okay. Jeg kom cirka én kilometer. I seniorfart. Blev overhalet af børn, Christianiacykler og rasende typer. Alt imens jeg småpeb og forsøgte at cykle med et ben, hvor man ligesom trækker pedalen op med oversiden af den ene fod.

Konstaterede, at det ikke gik. Hop af og trak og besluttede mig for at finde en station. Tog selvfølgelig den beslutning midtimellem to stationer. Gik nogle hundrede meter. Det gik da sådan set meget godt. Tænkte jeg så. Jeg kan sgu da godt cykle, come on. Tænkte jeg så. Begyndte at cykle. Nogle hundrede meter. Måtte simpelthen plain opgive. Nu endnu længere væk fra begge stationer.

Måtte virkelig håbløst og ynkeligt vende om og trække cyklen tilbage til nærmeste station. Hvor jeg så ikke kunne lokalisere en elevator. Hvorfor fanden er det i øvrigt så skidesvært at finde en elevator på stationer? Jeg får maks. pres over projekt cykel-i-elevator. Så jeg måtte hive håndbremsefri og meget køreglad ny cykel ned ad ramperne på tre trapper. Det er jo heldigvis slet ikke et problem med knæ, som ikke kan gå på trapper. Og hvorfor sidder de der kiler i den forkerte side? Jeg trækker sgu da min cykel på min højre side. Altid. Gør alle ikke det (okay, jeg ved godt, at ingen er nået så langt i den her komplet ligegyldige beretning)?

Endelig nede ved tog. Som så er perron for fucking intercitytog. Og ikke s-tog. Og stadig ingen elevator. Halvvejs oppe af trapperne kom så Øresundstog. Ned igen med cykel slæbende ned ad trappetrin. Undskyld, konduktør. Undskyld. Undskyld. UNDSKYLD. Stopper det her svenskertog på Hovedbanen? Godt så. Og cykelindgang i den anden ende. Super.

Yes, endelig på Hovedbanen. Og elevator. Sådan. Ind i den. Som så fandeme kun går en vej, og det er ned. Under jorden. Arhmen for fanden. Tilbage igen. Ned i den anden ende, ind under trappen og ny elevator. Op med den. Og over i ny elevator. Ned med den.

Oh well. 60 minutter. 5,2 km. Hurra. Lidt som at læse den her beretning.

hvad udsalg får mig til at gøre

fredag, januar 19, 2018 2

  • tjekke tre gange om dagen, om et par sorte fløjlsbukser, jeg pludselig ikke kan leve uden, mon er kommet tilbage i M.
  • tjekke tre gange om dagen, om en lædernederdel, som jeg pludselig ikke kan leve uden, mon er kommet tilbage i M.
  • købe lædernederdelen, da den er tilbage i M, modtager, prøver, konstaterer et hul, reklamerer …meeeen overvejer simpelthen at beholde inklusive hul, eftersom det jo altså var den ene medium, der var (idiotisk)!
  • købe et par sneakers, jeg allerede har …bare i en ny farve … og så lige et nummer for stort … men det var jo udsalg.
  • købe et elektrisk blåt sæt med peplumskjorte, velvidende at jeg ser fire gange så tyk ud i peplum.
  • købe elektrisk blåt sæt i 98% viscose … til 2400 kroner (og hvad sker der egentlig for det?!).
  • overveje, om man kan få en skrædder til at sy peplumskjorte om trods den kæmpestore syning på tværs, der umuligt kan omgøres…og igen trods det faktum, at det er 98% viskose til 1200 kroner.

 

når jeg bliver konge #15

torsdag, januar 18, 2018 0

skal vi have en snak om, hvem vi må kalde legender.

fokuserer vi al kunstig intelligens på at lave skidegode personlige playlister … så vi kan få perfekte playlister uden selv at gøre noget.

fortsætter Årgang 0 for evigt. Om de vil det eller ej.

starter alles morgenmad lige med en video med T-Rex, så vi alle lige bliver lidt gladere.

laver vi lige nogle regler, der sikrer os mod #FlotteFyr2019 og #HoneyBooBoo2032.

stopper vi med at trykke Che Guevara på noget som helst tøj.

15 ting jeg har lavet i Amsterdam i weekenden

mandag, januar 15, 2018 2

Drukket rigtig meget gin.

Frosset en hel del.

Blevet underholdt af en musikspillende sigøjnervogn.

Gået forbi køen til Anne Franks Hus pænt mange gange og været virkelig glad for ikke selv at stå i den.

Opgivet at tømmermændsopkaste på et toilet, fordi der simpelthen var så lidt plads, at man blev så sammenkrøllet,at det var fysisk umuligt. På en måde ret smart.

Spist vafler med fried chicken og pocherede æg og hollandaise og pancakes med sirup og et skud whiskey. I en stor pløre. Plus Bloody Mary. Fremragende koncept.

Købt en ny robot til samlingen. Og navngivet den Piet.

Sovet for åbent vindue. Med to plusgrader udenfor.

Været i samtlige Episode-butikker i Amsterdam.

Konstateret – endnu en gang – at det virkelig er en effektiv slankekur at sidde tæt på kinesere, der spiser. Ikke mindst, hvis de får suppe, østers og hummer. Jeg håber næsten, de tænker det samme om os.

Diskuteret, hvor mange år der skal gå, før det bedre “kan betale sig” med en kvinde på arbejdspladsen trods barsel i forhold til en fyrs brugte arbejdstid på toilettet.

Fået ondt i armen af airhockey. Vel at mærke efter to spil.

Funderet over, at hollændere er lange i ansigtet.

Grinet over, at man ikke behøver en ringklokke, men bare råber “ze dingelingsch”.

Diskuteret, hvilken hund man ville være.

 

 

 

 

4 ting der aldrig fejler

fredag, januar 12, 2018 2

Det kan ikke lade sig gøre at finde indgangen til stikket i computeren eller telefonen i mørke.

Jeg kan ikke finde ud af, hvor mange d’er der er i i buddet. A L D R I G.

Fra man begynder at volde det sidste tandpasta ud af tuben, til man får købt nyt, går der væsentligt længere tid, end det tager at bruge de første 90 procent.

Hver gang jeg tager mig sammen og spiser virkelig sundt og kalorielet, fortærer jeg dobbelt så meget slik bagefter (hej januar).

noget jeg (som den eneste måske) savner i blogverdenen

torsdag, januar 11, 2018 14

Jeg begyndte at følge med i blogs i 2009, mens jeg skrev speciale. Før anede jeg ikke, at det var noget, der fandtes.

Jeg har fulgt ret troligt med siden, og selvom jeg selvfølgelig løbende har ryddet op i, hvem jeg følger, skiftet ud og naturligt nok også skiftet smag, så har jeg egentlig også været ret trofast og ret plain i, hvilken type jeg havde lyst til at følge.

Men jeg synes også, det fader lidt ud for mig nu. Måske er det meget naturligt. Men det er også noget andet. Og det er, at det jeg primært brugte og bruger blogs til, forsvinder mere og mere.

Klart, jeg følger nogle enkelte folk, hvor jeg godt har lyst til at følge med i deres personlige liv, og som også tager nogle gode emner op. Klart, jeg følger nogle enkelte folk, fordi jeg synes, de er sjove eller skæve. Men faktisk bruger jeg rigtig meget blogs som en slags service.

Jeg bruger blogs til at give mig et overblik: Hvilket nyt tøj er der derude? Hvad er de bedste sorte jeans? Hvordan lægger man make-up (så man ikke ligner en panda)? Hvilke gode podcasts findes? Hvordan finder man den perfekte hvide t-shirts, der ikke er gennemsigtig, men samtidig falder perfekt? Og hvordan vasker man den så? Hvilke nye brunchsteder er åbnet? Hvordan laver man den der dobbeltfletning?

Ja, og så videre. You get the picture. Meget som et magasin eller et avistilllæg.

Men det holdt op med at være cool på et tidspunkt. Så skulle alle jobs være meget personlige og være det, de i virkeligheden er en weblog, en dagbog. Og det er også fint nok i en eller anden grad og for nogle, men faktisk er en del af funktionen og charmen forsvundet, synes jeg, da stort set alle blev 80 procent her er mit liv-kanal.

Fx er jeg pisseligeglad med bloggere, der lige “checker ind” og siger hej eller undskyld for, at de ikke har skrevet (obviously).

Jeg kan sådan set godt lige små hyggelige indlæg uden den store research bag á la hverdagsglimt, 5 jeg kan lide og den slags. Jeg kan også godt lide occasional debatter. Igen som i et magasin skal det variere. Men blogs skulle pludselig være dødseriøse. Og læserne dødseriøse. Og analysere op og ned på mediet og relationen mellem afsender og modtager og skabe brede debatter i blogland. Ingen kunne nøjes med ni hvide t-shirts mere.

Well, det kan jeg. Og jeg savner dem faktisk lidt. Så jeg kan få den service, som mediet (også) er pissegodt til.

ugens i-landsproblemer

onsdag, januar 10, 2018 2

åh, hvordan vælger man, hvor man skal tage hen i verden, når man har penge til det og har to ugers ferie i februar, og der jo både er Peru og Bolivia og Vietnam og Bali og Sydafrika og De Hollandske Antiller og Madagaskar (hvor der åbenbart er 100 mennesker sidste år, der døde af pest … what the actual…).

åh, hvor jeg brokker mig over og taler meget om, at jeg skulle bruge tre timer på at afrime min fryser, fordi jeg så skulle have både to hele hjemskudte ænder og flere pakker kød og en halv bøtte Ben & Jerry’s ud – og så endda fordi nogen havde mæsket sig i Bloody Mary lørdag aften og åbnet og lukket så mange gange for isterninger, at fryseren simpelthen var …well, frosset til.

åh, hvor er det hårdt, at de rigtige ting ikke er på tilbud i januar, når man gerne vil have dem, selvom man i julegave har fået adskillige lækre strik, jakke og alverdens fantastiske sager.

åh, hvor er det dog svært at beslutte sig, om man skal have den sorte, hvide eller grå splinternye cykel, håndbygget med Brooks-sadel og automatgear fra tophipsterish sted, der både sælger kaffer og cykler – og hvor Christopher altså også køber sin cykel … iggå.