Det besynderlige,  eller ærgerlige, om man vil, er, at jeg altid bliver trist. Når jeg skal hjem fra hjem, bliver jeg trist. Og bange for, at alting aldrig bliver det samme, og lidt for at alting altid bliver det samme.

Trods udfrielse, verdenslængsel og bindingsangst så er det det, der sætter ind. Hver gang.