Første gang jeg mødte den hemmelige mand, kaldte vi ham den blå mand. Jeg er ikke sikker på hvorfor. Men jeg tror, det var noget med de blå gummistøvler. Bekendtskabet kom via en anden besynderlig personage i mine forældres omgangskreds med en eller anden tilknytning til Asger Jorn, som jeg har glemt, men i hvert fald var det også det, der var linket til den hemmelige og blå mand: At han (den hemmelige mand) en dag havde siddet på Langelinie og stirret ud i luften efter at have slukket for respiratoren hos sin dødssyge kone. Og så var Jørgen Nash, som både tager æren for at være Asger Jorns bror og skære hovedet af havfruen, kommet forbi og havde konstateret, at den hemmelig mand da så lidt trist ud – om han ikke skulle med til fest. Og sådan gik det, at den hemmelige mand lærte Jørgen Nash at kende og endte i kanen med en eller andens søster eller kone eller noget andet, jeg har glemt.
Det var sådan, vi lærte den hemmelige – og dengang blå – mand at kende. Om det var denne historie, der var den først, eller om det var den om Ho Chi Ming, modstandsbevægelsen, Picasso, CIA, samlermanien eller hvad-hedder-han-nu-ham-med-olien…, det har jeg glemt. Der var og er stadig mange historier. Og så selvom den hemmelige mand lever mere.

PS. Hækkerup. Hedder han.