Jeg har afleveret mit barn i vuggestue. Det følelsesregister, man gennemlever i den forbindelse, er en føljeton i sig selv. Og en harpe af store og små klichéer. Men jeg gik med følgende bemærkning fra pædagogen: ” Er du overrasket over, at hun ikke reagerer mere på, du går?”. Og næh, det er jeg faktisk ikke, og derfor gik jeg med nogenlunde ro i maven.

Det var selvfølgelig indtil Facebook læste mine tanker og spammede mig med syv-otte artikler fra Berlingske om, at vi afleverer vores børn alt for tidligt, at de er alene hele dagen, og at de får skældud og bliver sendt i skammekrogen. Tak. For. Det. I ved lige, hvad sådan en sentimental kaffedrikkende, hverdagslivsfrygtende, separationsangstramt ny mor har brug for.

Nå, men. Jeg har som sagt skovlet mit skønherlige afkom ind i tumleren og er gået ud ad døren og ned ad trappen.

Og så: Komplet frihed. Jeg kan gøre hvad som helst. Og jeg har lavet uendelige lister. Jeg skal læse Lykke-Per færdig, jeg skal skrive (her og i al almindelighed), jeg skal sidde i solen og drikke kaffe, jeg skal have massage og til frisøren og til negledame og til alt potentielt rekonstruktionsarbejde, der kan få mig til at ligne et menneske igen (kræver muligvis grønt metrohegn og påbud om arbejdshjelm), jeg skal børnesikre hjemmet, jeg skal fikse de åndssvage Ikea-kommoder (Malm, seriøst… de duer jo kun til Marie Kondo; et enkelt lille mas, og så falder de fra hinanden), jeg skal fikse huller med polyfilla, jeg skal planlægge min fremtid og realisere mig selv.

Og jeg gør… ingenting. Alle de muligheder. Jeg er handlingslammet.

Jeg har det som en nyudklækket student, der efter at have mindet os alle sammen om, hvor gamle vi er, ved at have holdt hornet i bund i en uge og flashet sin enellerandenfarvede hue med tre hak og fire streger, man ikke ved, hvad betyder, nu skal vælge mellem at vikle skildpadder ud af forbrugssamfundets vandremedaljon, sixpackplastikken, dyrke godsamvittighedskål og få lus på et børnehjem i Nepal eller ligge på sofaen og se film nr. 1-100 på IMDB (alle eksempler taget fra egen fortid, ha!).

Jeg går bogstaveligt talt rundt i cirkler på Vesterbro og kan ikke komme i tanke om en eneste café, hvor jeg kan sidde og skrive flere lister om, hvad jeg kan lave, næste gang jeg får frihed.

Og nu sidder jeg så her. Helt meta. Med et par ivrige gråspurve, der ligner nogle, der også forventer, at jeg udnytter min frihed. Eller også vil de bare have min bolle. Her sidder jeg og skriver om det. Hvilket næsten bare gør det mere gak. Indtil telefonen ringer, og jeg igen kaldes tilbage med hænderne på klapvognsstyret; låst, trygt og godt – uden alle de (fantastiske forbandede) muligheder.