Vi skulle over grænsen fra Tibet til Nepal. Efter ti dage i Tibet med højdesyge, reinkarnerede rotter, køb af soldaters hatte, munkedragtsprøvning, eftermiddag med munkene på Potala, yak-the med nomader, oreos, fisende japanere og the very best movie hits in the world ever. Og ved grænsen var der erklæret strejke. Med maoisterne som bagmænd. Og efter at alle Jysk Rejsebureaus rejsende er hentet med helikpter, mens vi har indtaget en gang dal bhat med højre hånd(!), tager vi raskt af sted bagi en lokal pick-up med the very best movie hits in the world ever i højtalerne. Nogle mere bekymrede end andre. Og vi rammer den første afspærring med et sirligt lille rødt flag placeret i, som drengene i forsamlingen frådende kaster sig over. Måske ikke så velovervejet. Kunne man sige. Hvis man ville. Nu i dag.

Chaufførens melding er, at han ikke vil køre længere. Der er en, der har fået savet armene af.

Ned fra ladet med os, på med bagagen og op på vores fodsåler. Af sted. En times tid og jeg bliver dårlig. Frem til næste landsby og den fælles beslutning bliver at læsse mig og to backpackertasker på en motorcykel og sende mig mod Kathmandu og hotellet og en mulighed for at sende nogen ud til at hente resten.

På et tidspunkt skal motorcyklisten have benzin og sætter mig af. I en lille landsby. Jeg lægger mig i siden af vejen, ved siden af de åbne kloakrender. En flok kvinder glor på mig. Jeg tænker, at det er lige meget, om han kommer tilbage. Men det gør han.

Og jeg kommer også til Kathmandu. Til gengæld gider hotellet ikke sende transport ud. No go, siger hotelmakker. Jeg føler mig lidt forræderisk og burer mig inde på værelset. Nogle timer senere banker det på døren, og resterne af mine rejsebuddies (som jeg for øvrigt først har mødt 5 ud af 6 af på vej til Tibet – i en fælles front mod fisende japanere) vælter ind. De kom alligevel hjem. Med en bus af en art. Og undervejs vinkede de til chaufføren, der havde fået en klækkelig betaling fra en flok europæiske backpackere, men helt forståeligt ikke ville eller kunne køre mere af frygt for at få skåret hænderne af. Som pludselig var overkommet adskillige vejspærringer og håndsforsvindelsesfrygt med hjælpen fra europæiske backpacker nefali rufees.

Så tog vi på casino. men det er en helt anden historie.