Når man har været længe nok på en båd i bare fødder, er det ikke sådan lige til at få sko på igen. Det havde hverken Rasmus eller jeg dog tænkt på, da vi en dag på Stillehavet besluttede os for en ekspedition. En mindre ekspedition. Troede vi.

For der var jo kun et par kilometer ind til byen, så vi hoppede i gummibåden, sejlede ind til land, smed fortøjningen og begyndte at gå. Det stod dog hurtigt klart, at der var en hel del mere end et par kilometer, og at vi formodentlig havde kigget på et søkort og fået distancen i sømil. Og selv det tal virkede ikke som noget, der var blevet opdateret for nylig.

Alas, vi kom frem og købte to is hos den lokale købmand. Det var det. Vi skulle jo ligesom ikke rigtig noget. Det skal man ikke rigtig, når man bare er ude midt på Stillehavet. Så vi vendte flip-flopperne den anden vej og begyndte at gå tilbage igen. Og her er det, man finder ud af, at man ikke har haft sko på længe. Og at man så slet ikke skal begive sig ud i en ø-DHL i flipfloppere. Man finder også ud af, at der ikke er særligt mange vandposter på ruten. Dog fik vi tiltusket adgang til en form for…kontor. Eller hvad man skal kalde en palmehytte i vejkanten, der formidler en service, ingen helt ved, hvad er. I hvert fald havde hytten en vandautomat. Som vi tømte på bedste Jeg, Mig og Irene-måde.

Lige dér mente vi, vores lidelser var uudholdelige med hævede fødder og i mangel på ferskvand.

Lige nu har jeg netop set nyeste afsnit af Kurs mod fjerne kyster, hvor de går på netop selvsamme vej. Og lige nu kunne jeg lige præcis godt klare et par hævede fødder og lidt for lidt vand. Hvis alt det andet fulgte med. Bare et enkelt skud simple living og vand under kølen. Bare et lille et.