…var ikke lasergame. Men paintball. Og hvorfor jeg ikke havde gættet det, ved jeg ikke.

Det er næsten lige så slemt. Kun bedre, fordi der ikke er mørkt. Tænkte jeg i hvert fald. Men det var faktisk helt ok. Jeg har hverken fået PTSD (undskyld, det joker man ikke med, og alligevel gjorde jeg det), haft angstsved eller smidt med maske og gevær og forladt matriklen på hysterisk vis. Men det handler nok mest om, at jeg 1) var helt smadret efter høvdingebold og 2)var sådan en snipertype, der ikke rigtig risikerede noget og derfor heller ikke rigtig blev ramt. Men derfor kan man altså godt få lidt pres.

Apropos høvdingebold. Jeg hader og elsker det. Det er jo en topfed leg. Men jeg kan ikke kaste. Eller gribe. Jeg er født med luffer. Hver eneste gang, man får tiltusket sig det der bløddyr af en bold – fordi man gider fandeme heller ikke hver en af de der, der bare hopper rundt uden nogensinde at røre bolden – tænker man, at nu giver man den alt, hvad man har. Og i fødderne selvfølgelig, det ved alle. Så nærmest kuglestøder man lortet i en blød bue ned i favnen på en eller anden. Mens alle ser det. For det er jo det, høvdingebold kan. Og så kan man ellers traske ned og fedte rundt med høvdingen. Som som regel altid er en, der faktisk kan kaste.

Men altså jeg overlevede. Båd klamme indersideolierede dragter, følelsen at af være den dårlige/langsomme/luffekastende type og de blå Ceres Royal, der blev disket op med.

Oh well. Man kan altså sagtens runde de 30 (og lidt til), og stadig fremkalde de der usle selvudslettende forsvarsformidlende folkeskolefornemmelse. Også selvom folk altid tænker, man ikke er typen, der har haft dem. For det er man.