Hvorfor må man egentlig ikke rette folks fejl mere? Uden at man skal være undskyldende og det-er-jo-også-lige-meget-hvis-man-bare-forstår-meningen (for der er jo ingen grund til at lære eller blive klogere) og det-er-ikke-for-at-være-nederen-vel-men-altså. Det er som om, man altid – på blogs, i real life-samtaler og hvad ved jeg – skal skamme sig over at “ødelægge” tråden og den gode stemning ved i en sidebemærkning i øvrigt – på alle pæne måder – at nævne, at det faktisk er lidt forkert det dersens, der foregår. Så er man sprognazi, flueknepper, pedantisk og hey – potato, potato. Og uha, så kan alle forresten pege fingre, hvis man selv laver en fejl.
Og hvorfor er det blevet sådan, at stavefejl kun er gammeldags børnestavefejl som “pårre” eller måske mere lidt relevant (realistisk?) “palietter”. Hvorimod “enlig” frem for “egentlig” bare er en svipser, og mangel på nutids-r og sammentrækning af ord ikke rigtig tæller som stavefejl.
Hvorfor er det egentlig ikke ok, at vi allesammen lige lærer lidt af det, vi hver især kan? Lige som du forhåbentlig fortæller mig, hvis jeg har en kæmpe buller i næsen, min mad kunne trænge til noget salt, eller jeg har taget noget peplum på og ligner en feddert, der ikke må klø mig fra maven og ned?
For det er da i øvrigt ikke noget problem, når det gælder dit speciale eller din ansøgning. For så er det jo åh-så-fantastisk, at jeg så lige kan finde alle “svipserne”.
marts 4, 2014
Min bæverding føler sig ramt :-)
marts 4, 2014
Ha ha, ja, det tænkte jeg godt på – og indrømmet var det da også lige den situation, der fik mig til at tænke på det. Men du er nu på ingen måde klasseeksemplet, så det behøver du ikke :-)
marts 4, 2014
Tak. Tak fordi du lige satte ord på noget, der har gået og naget mig i et stykke tid. Specielt de sidste par linjer er godt nok spot on :)
marts 19, 2014
Har man egentlig nogensinde måttet rette andre folks fejl? At vi føler os ramt nu, er det ikke fordi, vi nu er nået dertil, hvor vi er dem, der har ret og ved bedst? Jeg kom til forleden at rette en kollega, da hun proklamerede, at hun skulle have “advokat(o)” til frokost… Hun blev mops. Men lavede folk i 1980, 1930, 1870 ikke også sprogsvipsere og blev sure, når de fik sprogreprimander fra bedrevidende sprogbeskyttere? Måske man skulle lave et projekt ud af det og spørge sine (godt nok afdøde) bedsteforældre, eller lignende. Bare en tanke :)
marts 19, 2014
I hear your point. Men egentlig var jeg heller ikke så fokuseret på tidsaspektet eller på selv at føle mig ramt, for der har du helt sikkert ret. Det var mere kulturen omkring det. Ingen synes, det er fedt at få påpeget, at de gør noget forkert. Klart. Men jeg synes bare, det er en underlig kultur, at et forsøg på at lære nogen noget nyt, så de ikke begår samme fejl igen, skal pakkes ind i undskyldning og udenomssnak. For der er jo ikke noget forkert i det? Der er helt sikkert en balance – min far retter rask væk “hans” og “sin” og bøjning af lægge over for folk, han ikke kender, og der trækker jeg måske lige grænsen og overhøre det. Men jeg undrer mig bare over, at jeg for eksempel skal læse blogindlæg efter blogindlæg fyldt med fejl, som ingen påpeger, fordi det er nazi og dårlig stemning og “du forstod godt meningen” og “er det ikke lige meget, om det er i et eller to ord”.