Det der græskarkernerugbrød i Brugsen. Det ser sindssygt godt ud og er blødt – jeg falder for det hver gang. Og hver gang er umuligt at skære på grund af hård skorpe og bløde indvolde, så det bare selv opgiver og kaster sig i tusind stykker ud over køkkenbord, tallerken og gulv.
At jeg hver eneste gang skal tjekke, hvordan man staver “buddet”. Som i “hun skulle da have buddet”.
Folk, der føler ret til at kritisere sproglige versus matematiske studenter per se, fordi det er en universel sandhed, at matematikere bare er klogere og får mere ud af deres liv. Er deres karakterer lavere, er det, fordi det er lettere at være sproglig. Jeg brækker mig. På dem. Også selvom det er ti år siden. Okay. Tolv år så.
Pia Kjærsgaard, der skriver “Hvad sker der i de danske retssale?”, fordi en eller anden idiot-overfaldstype ikke er smidt ud af landet. For “hans familie er kriminelle”, “de hader Danmark”, og nu “skal han koste os en masse penge i vores moderne fængsel”. Nej, jeg har da heller ikke lyst til at bo side og side med en mand, der overfalder folk på gaden med strømpistol og slag i baghovedet. Og nej, økonomisk set er det da ufedt, at han nu skal koste penge i et fængsel. Men altså det er jo for fanden ikke Fluernes Herre det her. Endnu. Vi har – heldigvis – ikke bare et panel af politikere eller andre tilfældigheder siddende, der peger på dem, hvor der er flest odds imod, og dem, der mindst kan betale sig i det store regnestykke, og så hytter dem ud. Vi behandler enkeltsager. Med kig til eventuelle tidligere domme. Ikke til hvem din familie er, og hvilken hobbyer du har. I så fald ville du sgu nok en eller anden dag ryge af sted, Pia – du var jo “bare hjemmehjælper” og går sikkert op i flagsammenlægning og saucekogning og korssting den slags syge fritidsinteresser.
Drenge (eller folk, men statistisk set drenge), der siger om det at analysere danske tekster (eller udenlandske for den sags skyld): “Det er jo så langt ude – forfatteren har jo aldrig tænkt de ting, man sidder og finder frem til.”
Åh, hvor bliver jeg træt.
Gule vingummier.
Monumenternes Mænd, som jeg så i biografen den anden dag. Jeg siger bare: Det kan godt være, det er Bill Murray, George Clooney og John Goodman, men det er altså to timer, jeg kunne have brug på at prikke en gaffel i øjet på mig selv.
april 2, 2014
Åhh! Jeg kunne ikke være mere enig! Særligt i at dem, der kritiserer de sproglige studenter, burde skride ad helvede til… (og det er i øvrigt også ofte dem, der synes at fortolkningen af en given tekst er for langt ude!)
april 2, 2014
Det er nemlig lige præcis det, det er. De samme triste typer. Kan blive helt hysterisk af den slags argumenter, der “hviler på universel sandhed”, og hvis man bliver hidsig, er det jo bare, fordi “man ved, de har ret.”