Lad os kalde hende K. Det hedder hun ikke. Men det gør hun så nu.

Lad mig også bare sige det fra starte. Hun var og er kernehuset i diskussionen om arv og miljø.

En i en søskendeflok blandt en 12-stykker. Bistand. Tvangsfjernelser. Stoffer. Alt det der, der findes i social pakke 5.

Og nu tror I, der kommer en glædeshistorie om, hvordan man nogle gange bryder sin arv, om hvordan K. kæmpede sig over på den anden side. Men det gør der ikke.

Til en genforeningsfest engang sagde K. til mig, at jeg egentlig slet ikke var sådan en snob, som hun troede. Vi havde jo aldrig talt sammen. Ikke så underligt, tænkte mine intellektuelle og kulturstimulerede hjernefolder.

Hun sagde også, at hun godt kunne tænke sig at være succeshistorien næste gang.  Det sagde hun vel og mærket efter en fortælling om en kæreste, der er utro. Med hendes mor. Ikke sin. Hendes. Med K.’s mor (sic!). Som bliver gravid. Og ikke får barnet. Til gengæld får K. to børn med selvsamme. Som senere tiltales for forsøg på manddrab på hende. Og noget med stoffer og graviditet. Tvangsfjernelse af børn. Flere børn med andre mænd. Som ikke ville blive. Og jeg ved ikke, om jeg behøver sige mere.

Alt imens hun stod der med et bundærligt ønske om at ændre sin skæbne. Fordi hun forstod den. Med ordene “jeg vil ikke være som min mor”. Det var ikke trist. Det var skræmmende. Jeg havde nok ikke, i mit ‘snobbede’ sind, troet på, at det ønske fandtes, at erkendelsen fandtes, at skammen fandtes. Jeg havde nok ikke så høje forventninger.

Men nu kunne jeg kun dele hendes ønske.

Næste gang vi mødtes, havde hun glædet sig til, betroede hun mig, at fortælle mig om sit 13-tal i engelsk i tiende klasses eksamen. Som kunne være starten på en succes. Men det blev lidt overskygget af et dødfødt barn. Og kurven faldt igen. Drastisk.

Nu er hun flyttet væk. Man kan håbe, at det er det, der skal til. Gør miljø-faktoren stærkere. Man kan håbe.