Fra den 14. marts 2010, et sted på Stillehavet:

Her den anden dag fik jeg en ide. Det var en af den slags, som havde ligget og luret længe i en af de bagerste grå folder og alvorligt pressede på for at blive til virkelighed. Det ville være et af mit hidtidige livs største overspringshandlinger. Men det ville også være både begrundet og retfærdiggjort.

Jeg fik en nederdrægtig lyst til at udskyde alt, hvad der har med virkelighed at gøre, på ubestemt tid. Eller man kunne måske også sige, at jeg egentlig fik lyst til at tage fat på virkeligheden og udsætte alt det andet. Altså alt det, der er virkelighed derhjemme – økonomi, speciale, fremtid, bolig, beslutninger, job, stillingtagen. Glemme alt om formaliteter, konventioner og de ting, man burde, og i stedet fortsætte dette magiske sydhavske eventyr.
Nej, selvfølgelig er det ikke første gang, man har lyst til at skride fra institutionen Samfund og smutte over på rød stue til Frilandsbyggerne, dem, der tomler, sejler-tosserne, kollektiv-flipperne, Troels med 70’er-skjorten, Christiania-cyklerne, Thy-lejren, øko-hippierne, de fodformede, Carl-Mar og dem, der fletter hinandens hår.

Jo, det er da en floskel med den ubændelige trang til at lege Tavi fra Tonga, lade håret gro og rende rundt i underhylere resten af sin tid. Men floskel eller ej, lysten er reel nok. Og den melder sig jævnligt, når man er, hvor vi er nu: Blandt læderhudede langturssejlere, syngende lokale med udsmykkede kroppe og folk, der lever deres livsdrøm ud med et smil klistret til den forbrændte læbe – et smil, der indeholder tusind hemmeligheder og lige så mange håb og minder. Blandt enorme farvestrålende og gispende fisk på dækket, endnu større og endnu mere fantastiske dyr under dækket, liv, du aldrig før har set og mad, du aldrig før har smagt. Blandt solskin, stilhed og salighed. Blandt klichéer, ja uden tvivl, men klichéer bliver ikke til uden grund. Heller ikke på den anden side af jorden.