Nu har vi snart boet i vores lejlighed et år. Og alting står stadig på gulvet. Intet er hængt op. Intet er rettet ind. Egentlig ligner det ikke mig. Og det stresser og irriterer mig også hver evig eneste dag. På den måde, hvor jeg bare har lyst til at sætte mig ned på gulvet og tude, til nogen kommer og ordner det for mig.

Men jeg er blevet fanget i sådan en præstationslammelse. Jeg tør ikke gøre noget af frygt for, at jeg i morgen finder ud af, at jeg ville have gjort noget andet. Og meget federe.

Jeg hænger ikke billederne op, fordi jeg ikke synes, de er den perfekte sammensætning. Endnu. Jeg vil gerne sortere fra, men min dårlige samvittighed over for dødelige ting synes, alt skal hænges op. Og hvis jeg først hænger dem op, så kan det ikke laves om.

Jeg køber ikke et bord i marmor, en plaid i sømandsstrik og et spejl med læderkant, fordi jeg er bange for, jeg i morgen hellere vil have et bord i tang, en plaid i plastic og et spejl i dråbeform (vil nogen overhovedet det?).

Jeg får ikke sat en reol op, fordi jeg tror, jeg i morgen finder ud af, det er federe med bogkasser. Eller stiger. Eller oversavede petroleumsdunke. Eller fire tyskere, der holder en planke.

Og så er der alt det, jeg ikke gør, fordi jeg ikke rigtig kan. Eller tør. Af frygt for at væggen falder ned, når jeg borer. Eller mine elefantsnotløsninger ikke holder.

Og på den måde sidder jeg så samme sted i samme rod og er pisseirriteret og lammet, fordi jeg ikke tør stole på mine egne beslutninger, ikke ved, hvad væggen er lavet af og er pissebange for at blive overhalet af i morgen.

Jeg, et moderne menneske. I blame blogs.

*Billedet er faktisk een ting, jeg har fået lavet, og som jeg er helt vild med. Jeg har bare ikke lige hængt dem op, vel.