og det var…

koldt…som i fandenfuckme koldt

svært at begribe, at der lige skulle holdes tre uhørlige taler, før vi kunne gå

møgirriterende, at nogle besluttede, at folk med cykler – i cykelbyen København – skulle gå bagerst

pænt angstprovokerende at få fakkelgløder i størrelsesorden tennisbold sendt i fjæs og mod syntetisk tøj
(prøvede at joke med, at der da blev plads til flere flygtninge, hvis en del af os brændte ned, men det var åbenbart ikke rigtig sjovt)

lidt anstrengende at blive omsluttet af Lenin-proganda-sælgende typer, emo-børn med sikkerhedsnåle, småradikale foreningsbannere og gamle hippier, der bare mente, at politikerne var nogle nasserøve, når nu demoen faktisk var upolitisk

og så var det også…

helt helt helt helt rigtigt at gå der og dinge på cykelklokken, mærke faklerne og traske af sted i hobetal gennem smukke (kolde) København for noget helt igennem godt og vigtigt

og fuldstændig latterligt hjertevarmt.
(eller også var det fakkelgløderne)