Det var løgn. “Tæt på sind og sjæl” var ikke John ser alt. John ser stadigvæk det hele ovre i Hjemmet. Dog i en noget slankere og yngre version, end jeg husker ham (gad godt have set, det opslag: “Søger en ‘synsk’. Du skal helst kun skrive ukontroversielle og positive svar, som kan passe på alt på den ene eller anden måde. Og så skal du hedde John. Søg her”).
Så here goes John – i bouillonudgave. BouillonJohn.
Kære John
Der er en, der banker på min dør om natten. Hvem er det?
Tvillingen
Kære Tvillingen
Der er ingen, der banker. Det er bare folk, der går gennem din opgang og slår sig på ting.
Kære John
Er den pige, jeg har kendt i et halvt år, utro? Får jeg et godt forhold til min søn igen?
Den mistænksomme
Kære Mistænksomme
Pigen, du har mødt, er meget glad for dig, men bange for at blive skuffet, fordi hun har haft det svært før. Det er bare det. Ikke utroskab. Og du får det fint med din søn.
Kære John
Du har sagt, jeg kom til England. Det gjorde jeg. Kommer jeg til USA i september? Jeg fylder snart 80 og har dårligt knæ.
Den meget triste
Kære Den meget triste
Du kommer til USA med din veninde. I gør det bare i jeres tempo. Du og dit knæ kan godt klare det. Det giver dig livskvalitet. Glæd dig.
Kære John
Min ældste datter har lånt mange penge af mig. Får jeg dem tilbage? Mine børn kan ikke sammen. Bliver det bedre? Er der en mand til mig i fremtiden? Hvordan vil det gå mine børnebørn? Når jeg er ked af det, trøstespiser jeg. Taber jeg mig?
Tyren
Kære Tyr
Du skal holde op med at låne din datter penge. Så bliver børnene også venner igen. Du taber dig. Du møder en mand i nærheden.
Kære John
Vores gamle hankat er løbet væk. Hvor er den? Og har vores heste, som vi forærede væk, og som blev solgt videre, det godt?
Den bekymrede
Kære Bekymrede
Hankatten har fået en ny mor. Den er både en ude- og indekat. Den bor tæt på jer og har det godt. Hestene har det også godt. De er hos en mand, der har mange heste for hyggens skyld. Det er ikke med salg for øje. De unge mennesker, der fik dem, mente, at de ville beholde dem, men de kunne ikke magte opgaven.
0 Comments