Det er den tid. Tiden, hvor jeg – ud over at beslutte mig for at tabe mig, skifte fuldstændig tøjstil, få en tatovering, læse mere, se færre tv-serier, lære noget nyt, give noget mere til velgørenhed, skrive en bog, lave nye hverdagsvaner og leve i nuet – gennemtrawler samtlige muligheder for alternativer, der kan gøre, at jeg ikke skal slutte min juleferie og tilbage på arbejde i morgen.

Uanset karakteren af mit arbejde, og hvor meget eller lidt jeg kan lide det, så melder trangen til frihed sig altid på det her tidspunkt. Det er tanken om, at alting ville være bedre, hvis jeg ikke var tvunget tilbage i en gammel rutine i morgen. Tanken om, at jeg ville være et gladere og lykkeligere menneske, hvis jeg selv bestemte i morgen, og hvis alle arbejdsopgaver var nye og spændende og fyldt med lidenskab og evig dedikation. Tanken om, at hvis jeg var sådan en type, der levede af en form for sammensat arbejdseventyr, ville jeg være meget mere tilfreds. Sådan i det hele taget. Og tanken om, at livet som lottomillionær, der ikke behøvede bevæge sig ud, ville være fuldstændig perfekt.

Det er også rigtigt nok. Er jeg sikker på. Selvfølgelig er det samtidig rigtigt, at det ville være komplet uoverskueligt i morgen at skulle sætte sig ned og opfinde alt sit arbejde selv. Og i øvrigt være helt alene på arbejde. Og ikke tjene nok penge. Og alle arbejdsopgaver ville alligevel ikke være fyldt med glæde og spænding og variation. Heller ikke når man er sin egen chef. Og i øvrigt ville jeg formodentlig aldrig komme ud af sengen i morgen. Eller den den næste uge.

Men jeg har det stadig sådan. Det er uundgåeligt. Det kommer sammen med tanken om den perfekte krop, den perfekte garderobe og bare rundt regnet et helt andet liv. Det er nytårsangrebet.

I nat er jeg nok mere ovre i den der med at drømme om, at arbejdspladsen bare er frostlukket/brændt ned (ingen tilskadekomne)/suget op af rumvæsener/gået konkurs. Lidt som i folkeskolen.

I det mindste har jeg ferie om to uger. Så måske jeg bare lukker røven nu.