Jeg så 15 afsnit af Designated Survivor. Såmænd.

Er det ikke lidt useriøst?

Jeg synes egentlig, det er ret godt gået. Det er trods alt over ti timers tv-kigning.

Men solen skinnede jo, og du kunne være gået ud i den friske luft?

Ja, det er rigtigt. Men det ville jo faktisk kræve, at jeg bevægede mig. Og så ville jeg jo ikke få at vide, hvad der skete med verden over i tv-serie-land.

Nej, det kan jeg selvfølgelig godt se. Men altså…solen skinnede?

Ja. Og det gjorde den faktisk også, selvom jeg rullede rullegardinet ned og barrikaderede mig med dyner, tacos og danskvand. Og så må man jo bare leve med den automatiske skam, der følger med, så snart man ikke har sørget for at udnytte hver eneste lille bitte hint af en solstråle til at sætte sig på Dronning Louises bro/på en bænk/på en café/på et fortov og drikke kaffe/Aperol Spritz/Fritz Kola med solbriller/tophue/sneakers og pisfryse/glæde sig til sommer/hellere ville være under min dyne.

Men var der ikke en masse ting, du skulle have lavet?

Jo, der var ting, der skulle hænges op og males. Der var noget med en obsternasig opvaskemaskine, og der var fire-fem andre ting i ovre i den administrative afdeling af mit liv. Men så havde jeg jo ikke haft dem til at være rasende over ikke at have nået i næste uge, vel?

Hm….okay….er du så færdig?

Nej, der er seks afsnit mere. Og mindst fire-fem andre tv-serier, der også skal passes. Så hej hej.