Viagra

nordjyske stilleben

fredag, august 23, 2013 0 0

Uddrag fra en enakt skrevet på Testrup under kyndig vejledning af den splittergale og fantastiske Line Knutzon – stykket blev senere omdøbt til ‘Aftentur’ og endte med at slå Tove ihjel; noget Knutzon sætter stor pris på (hun var sgu også irriterende, altså Tove):

ADVARSEL: Man skal muligvis være nordjyde eller bare vandkantsdansker for at forstå det her…

Mellemmad

(Vi er i en stue i en provinsby i Jylland. Den er brun med væg-til-væg-tæpper, mørke teaktræ- og mahognimøbler, guldrammede malerier, familiebilleder og et stort bornholmerur. Ved spisebordet med den lille broderede dug sidder John og Tove og spiser.)

Tove

Ja, jeg tænkte jo nok, at du sådan kunne trænge til en lille mellemmad. Når du så’n har gået derude i garagen og makket hele dagen.  Så får man rigtignok arbejdet noget appetit op. Så kan det aldrig skade med så’n en rundtenom.

John

Joh.

(Johns oliebefængte arme  griber ud efter bøtten med italiensk salat – det billige mærke fra Aldi. Han skraber bøtten beslutsomt og skovler det op på hamburgryggen. )

Tove

Ja, altså der er både torskerogn og løwpostej og rosbøf. Der skal jo ikke mangle noget.

(Tove skubber lidt til alle tallerknerne. Hun finder en plet på tallerkenen med torskerogn og begynder at gnide insisterende på den)

John

Jow, det er vældig fin’.

(Der er stille, bortset fra Bornholmerurets insisterende slag i baggrunden)

Tove

Måske var det alligevel sådan en dag, hvor vi skulle have det rigtige smør på bordet. Og ikke det der vage noget. Ovre ved Herdis er det godt nok kun, når der kommer gæster, siger hun. Men altså du har jo godt nok været flittig med bilen og så’n. Og Herdis er jo heller ikke Guds bedste barn, vel.

(Tove rejser skubber stolen forsigtigt henover og gulvet og går ud i køkkenet. Man hører skramlen. Hun kommer tilbage med en porcelænsskål med smør. Hun stopper og retter lidt på billedet over middagsbordet af en å, der snor sig gennem en skov.)

John

Ja, det ville da være vældig fin’.

Tove

Nej, hun er da godt nok altid god for en sladder. Ja, forleden fortalte hun noget om Karin nede fra Bagerens. Ja, jeg skal ikke sidde her og sige noget. Men du ved. Vil du have noget remoulade til den rosbøf?

(Tove maser remoulade ud over Johns tallerken, så det skaber en lille fint labyrint på roastbeefen)

Tove

Hvordan går det egentlig med den bil? Er det bare noget med nogen rør eller hvad? For jeg synes jo nok ikke, vi har råd til at købe en ny, vel. Vi har også talt om det der med Gardasøen, du ved nok. Og det skulle jo nødig blive så’n, at jeg må stå og sige, at det ikke bliver til noget. Jeg har jo også købt både pengekat og solhat.

(John forgriber sig på leverpostejen og sender en fangarme ned i glasset med rødbeder. Han etablerer et tårn af  rødbeder på leverpostejen. Tallerknen bliver lilla af saften. John tager halvdelen af maden i en bid)

No Comments Yet.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *