Det bliver røv at komme hjem, fordi…

Der er rockerlang tid til, at jeg så igen skal på ski.

Alpesolen er der altid altid, og man er altid tanned i face på den nice måde (men dog kun i hovedet).

Der er ikke Spritz på barerne.

Jeg skal opstøve kedelige (men også gode) opgaver igen.

Jeg skal forholde mig til SKAT, forsikring, licens, rengøring, opvask og indkøb.

Der er ingen halvpension i hyblen.

 

Det bliver toppen af komme hjem, fordi…

Jeg gider ikke en fucking gang mere forklare, hvad jeg laver. Og så få timer efter konstatere, at gæst/guide/type/menneske af en art ikke har forstået det alligevel.

Jeg magter ikke flere tips a la “du kunne også lave noget om det her afterskisted, vi har, hvor der er happy hour hver dag” (really – det er også virkelig unikt) eller “hvad med sådan noget, hvor vi bare kører på ski og gøre et eller andet fedt…agtigt?” (jo, det lyder skarpt…agtigt).

Ikke flere badekar, man er nødt til at sidde i og holde bruseren over sit hoved.

Ikke flere toasts, panerede ting og pasta med fløde (altså…ikke fordi jeg ikke vil have det…kun fordi jeg snart bløder hvidt brød).

Hjemme er der kaffe. Rigtig kaffe.

Hjemme forstår folk mine referencer og ved, hvem mennesker ude i verden er.

Ikke mere stank af skistrømper, der ikke er vasket i +2 måneder.

No more vodka red bull.

Måske bliver mine fødder engang hele igen. Måske også inden sommer.

Måske flere på hinanden følgende dage uden lægge af beton.

Ikke flere teentyper, der inficerer hverdagen med emoticons, overvejelser, om hvilken anden guide, man har/ikke har været sammen med,  der ikke forstår fremmedord eller referencer til film før ’98.

Har 102 kvm blankt lærred til at lege på indretningswise.

Hjemme er der sol, rosé, Nørre- og Vesterbro, interne historier, folk, man elsker og familie, man savner.