Det er ret absurd. Jeg hader virkelig at ringe til folk.

Det er ikke skidesmart. Når man leger journalist.

Da jeg var yngre, var det alting. Tandlæge, restaurant, veninder. Alt.

Den slags er bedre nu. Men jeg vælger stadig tandlæger, læger og frisører med online booking.

Men nu er det værste at ringe, fordi det er dig, der ønsker noget. Du skal have, ikke give. Jeg har aldrig rigtig fundet ud af, hvorfor jeg egentlig har det sådan. Det er noget med, at situationen kan blive pinlig eller ydmygende, tror jeg. Men det gør de jo bare utroligt sjældent, fordi folk generelt ikke er psykopater. Alligevel sidder det ligesom i mig, at der potentiale for noget ikke-rart.

Måske er det i virkeligheden det samme som hver eneste morgen, hvor jeg er sikker på, jeg ikke overlever at skulle stå op, og at jeg aldrig vågner rigtigt, og at der ikker er noget i verden, jeg hellere vil end at sove, og at livet kan vente til i morgen.

Eller når man skal ud og træne. Jeg er altid helt sikker på, at jeg slet ikke magter det og aldrig bliver frisk eller får det godt igen. Og hver gang cykler jeg glad hjem med fornyet energi. For at gøre det samme dagen efter (LØGN – træner jo ikke hver dag, men you get the picture).

Nå, det var det telefonopkald.