Vores naboer er belastende. Breaking news. Det er vi nok ikke de eneste, der har prøvet. At have belastende naboer. De, der bor til den ene side, knalder mest bare. Højlydt. Men det er aftagende. Forholdet er groet gammelt, you know. Nu er det mere ungen, der tuder. Før var det lidt begge dele samtidig, hvilket er klamt på mange måder i mit snerpede sind.
De, der bor til den anden side, er dem, jeg snakker om. Faktisk tror jeg, vi har haft færre problemer med dem end overboen, som kan fortælle om polititrusler, 18-timers-basarmsfester og den slags. Bevares, har da også konstateret nogle umenneskeligt lange fester, nogle sendt-fra-USA-urter i postkassen (ja, ja, postmanden havde altså puttet dem i min, iggå) og nogle ansigter grimmere end arvesynden (det siger ingen mere, men Nikolaj Lie Kaas sagde det i Ud&Se om sig selv, og jeg grinede, så nu siger jeg det også).

Men de er belastende. Fordi de får mange venner på besøg (en ad gangen, that is) til deres umchifester, og fordi – and here it is – deres dørklokke sidder fast. Ja, sidder fast. Hvis man vil høre deres samtaler, kan man stille sig nede ved dørklokken og lytte. Hvis man altså vil bruge sin værdifulde tid på det. Tror umiddelbart ikke, det er særligt intelligente samtaler.

Det betyder, at deres venner ringer på hos os (eller alle andre steder i opgangen). Kl. 5. Om natten. I en halv time. Nonstop. Fuckingnonstopsigerjeg.

Til sidste røg jeg ud på den der uglede-hår-og-pyjamas-måde-og-slut-med-den-overbærenhed-jeg-gerne-prædiker og hvæsede ind i telefonrøret: “Hvis du ringer på én gang til, så ringer jeg til politiet.”

Stilhed.

“Jamen, vil du ikke lukke mig ind?”

“NEEEEEEJ.”

Så stoppede det. Lidt.

Okay, jeg er virkelig længe om at komme frem til pointer her. Men udover bare en belastning af nattesøvn, så er der også noget andet. Det gør nemlig, at man bliver immun over for dørklokken. Fuldstændig. Hvis det ikke er et muligt pakkepost- eller pizzatidspunkt, så reagerer jeg slet ikke på buzzet fra underverdenen.

Og det er ærgerligt. Fordi der er noget, der er gået tabt i den her generation, som jeg savner lidt. Men som jeg også selv er dårlig til at praktisere. De uanmeldte besøg.

De der: Jeg kom lige forbi og ville stikke hovedet ind. Giver du en bajer/kaffe/flødebolle?

Ingen sms først. Ingen “Er du hjemme?” Bare et buzz og en fod på måtten, om man så må sige.

Den ældre generation, og i særdeleshed min far, praktiserer det voldsomt. Når vi hoster rundt i den store HiAce, vælter vi ind til hel- og halvfremmede mennesker og banker på – eller går bare ind – og byder os selv på noget.

Har altid synes, det var frygteligt pinligt. Ligesom så mange andre ting, ens forældre gør.

Men nu savner jeg det sgu. Og det har naboerne ødelagt. Altså hvis det var, at det nogensinde skulle ske. Det har de ødelagt. De har ødelagt “hvis”.

Jeg håber lidt i mit stille sind, at de ikke har fattet, at vi skal være ude om 14 dage. Gad så godt se, hvad der sker. Stort menneske. Det er mig.

Og egentlig ville jeg gerne sige noget mere om forældregeneration og uanmeldte besøg. Men som sædvanlig er der gået Roskildesyge i ordstrømmen. Så jeg stopper bare. Her.