Jeg så, at Lasse havde lavet sådan en København-Jylland-sammenligning og tænkte, jeg ville supplere lidt.
Nu er jeg jo selv (nord)jyde i København. Og har læst i Aarhus. Men jeg duer ikke rigtig til det der “uh, hvor er det bare helt forskelligt, og hvor taler de sjovt, og ingen forstår mine jyske ord, og servicen er også mærkelig”. Altså selvfølgelig – hvis det er det, folk oplever, så er det jo det, de oplever. Måske er det bare mig, der ikke opdager sådan noget. Det er ret sandsynligt. Men jeg synes måske også, at det er lidt fjollede generaliseringer, som jeg tit hører stikmodsatte versioner af. Samtidig. Jeg hadede også den der Guide til Jyder i København-bog. Så måske er jeg bare fjollet.
Men jo mest af alt er der jo jyder her (i øvrigt tænker jeg, at “jo” som sådan en du-ved-allerede-hvad-jeg-taler-om er e en meget fynsk/langelandsk vane….?!). Vi fylder jo åndssvagt meget (der var den igen). Har I set København i julen? Der er lige så tomt som i Roskilde-ugen. Alle er hjemme. På nær alle jyderne, der er på Københavnertur, selvfølgelig (velkommen til MINE helt anderledes og selvfølgelig meget bedre generaliseringer!).
Altså jeg tror, jeg kender én sådan rigtig rigtig københavner, født og opvokset som gøgler og cirkusprinsesse i Saxogade. Ellers er det tilflyttere og opland, stort set. Træls er for længst et almindelig dansk ord. Cykelstierne, ja, jo, de er nok lidt mere voldsomme i København, men her er altså også fire gange så mange mennesker. Og ingen bakker til at sænke farten. Servicen synes jeg også er svær at generalisere på. Jeg har fået dårlig service i både Aarhus og København – og i alle Zaraer i hele verden. Og det der med, om vi hilser på hinanden og taler sammen i supermarkedet eller bussen…altså, jeg har hørt både det ene og det andet. At jyder er sure og stille/gæstfrie og varme. At københavnere er isolerede og har nok i sig selv/snakkesalige og åbne. Lidt afhængig af, hvem man selv er. Måske.
Nå, men. Tilbage til forskellighedsfacts og generaliseringer:
– I København skal man næsten altid holde for buspassagerer på cykelstien. Det skal man aldrig i Aarhus. Hvilket er godt, fordi man aldrig nogensinde få startet op ad Langelandsgade igen.
– I København kan man få pizza med kødstrimler. I Aarhus er man lidt gladere for at specificere, hvad det er for noget kød.
– I Aarhus kan man i stort set alle indvandrerkiosker få haydari (fetadip med peberfrugt). Jeg kan ikke finde det i København. Tænker, det er noget med, hvilken etnisk herkomst kioskejerne har. Eller?
– I Aarhus kan man altid få kebabmix og pølsemix. I København kan man få det på Chicky Grill i Kødbyen (der ikke har åbent i weekenden!) og den der pølsevogn ved Føtex ved Nordre Fasanvej.
– I København skal man huske at bestille Hof på de gamle bodegaer (ikke Carlsberg), og i Aarhus skal man bare huske at bestille et Aarhus-sæt (Ceres Top og Arnbitter).
Hvad mere?
0 Comments