En anden af Tingene, Som Skete, der førte til Valget Om At Blive Selvstændig, var et møde med fortiden.

På Nørrebrosk manér slog vi pjalterne sammen på Retro og håbede uden ord, vi kunne genkende hinanden efter 12 år med kun et tilfældigt møde til Sangriafest på Roskilde. Det kunne vi. Og vi kunne også drikke øl. Og grine. Og være alvorlige. Og enige. På den måde er alting dejligt. Everything was beautiful and nothing hurt.

Vi snakkede, som man nu så meget gør i Denne Her Alder, hvis ikke det handler om mærkelige børnenavne eller alderspres, om arbejde, illusioner, ambitioner, visioner (og sikkert en række andre ting, der ender på -ioner) og tilfredshed. Og drømme. Og manglen på samspil mellem de ting.

Og for første gang var der en, der sagde til mig:

“Du skal sige op. Du skal ned og skrabe bunden, og det skal gøre ondt, før du finder ud af, hvad der skal ske.”

I stedet for “Bliv du nu hellere der med din pension og din flex og din faste løn – så kan du vel finde ud af din fremtid om aftenen” eller “tiderne er nok ikke til det lige nu” eller “der er intet værre end at være arbejdsløs”, og hvad jeg ellers lagde øre til.

Det var et vendepunkt.