Men udover det var det faktisk slet ikke eklatant talentløst at vågne kl 07.46 og skulle nå et tog kl 8.00 til første arbejdsdag. Og heller ikke  upassende at troppe op på første arbejdsdag på en arbejdsplads med små hundrede post-teenagere i en ny trøje med et gennemsigtigt stykke lige ned langs kavalergangen. Og kom på ingen måde til at ligne en start-00’erne type, der pakkede mig ind i mit tørklæde dagen lang. Tænkte da heller ikke over, at jeg rendte rundt der, på en idrætshøjskole, hvor krop og sjæl og balance und alles er i fokus, og bare er sådan lidt gennemgående smådvasket, halvfed og ude af form. Og så er jeg da også på alle måder kommet over det der med, at det er småpinligt at skulle rejse sig op til både lærermøde og morgensamling og præsentere sig – jeg er da komplet upåvirket af en forsamling unge mennesker, der allesammen “gerne vil i form”. Jeg er også fuldstændig vokset fra, at jeg skal tage en dyb indånding, inden jeg entrerer en gang fællesspisning, hvor alle ved, hvordan de plejer at gøre, og hvem der sidder hvor, og hvor man prøver ikke at kigge skævt til hende den halvgamle, der spørger, om hun må sidde her, og vi kan ikke være andet bekendt, selvom hun faktisk tager  nogens plads. Og jeg går da bare lige ned og mingler lidt og får en snak om aftenen. Og jeg undertrykker ikke min sukkertrang, fordi jeg ikke magter spørge efter, hvor fanden hende den fede kan få noget sukker. Og ja, jeg er kun udadvendt og selvhvilende og aldrig usikker og utilpas.

Og når alt kom til alt, så var det slet ikke forfærdeligt ubehageligt og røvhulsagtigt at ringe få timer, før klokken ringede ind, og sige, at universet altså havde ændret sine planer for min fremtidige færd. Slet ikke.